Blogindlæg
12.01.2018

DEN DAG DU ER SYMPTOMFRI ER DU DØD

I vores praksis møder vi mange klienter, der oplever, at deres krop er uregerlig og ukontrollabel - og det skræmmer dem! De vil have ubehagsfølelser til at gå væk. I første session hører vi ofte formuleringer som: “Jeg ønsker hjælp til at få min angst til at gå væk”, “Jeg drømmer om, at summen i fingrene forsvinder" eller, "at mit hjerte ikke lige pludselig begynder at banke derudad”. Vi forstår godt vores klienters ønske. Det er da ubehageligt at være i ubehag og når noget er ubehageligt, er det meget naturligt, at vores første impuls er at fjerne os fra det eller forsøge at kæmpe imod.

 

Den autonome selvbestemmende krop

Det vi bare ved er, at det ikke er muligt at fjerne negative symptomer eller at kæmpe dem væk. Den menneskelige organisme er i høj grad styret af et autonomt nervesystem, der kan selv og bestemmer selv. Det ligger uden for den menneskelige kontrol og vilje, at hjertet slår, at lungerne får luft til at arbejde etc. Selvsamme system er påvirkeligt og reaktivt på den omverden, vi lever i - og det skal vi være glade for. Det er vores overlevelsessystem. Når vi vurderer “trussel”, aktiveres dette autonome system og gør os klar til kamp eller flugt - simpelthen for vores overlevelses skyld. 

 

Humlen ved dette system er, at det ikke er rationelt styret. Kroppen kan så og sige ikke skelne mellem “reel trussel” og “oplevet trussel” - så hvis vi tror der er fare på færde - vil kroppen gøre alt det, der kan føles ubehageligt:

 

- Hjertet begynder at banke hurtigere

- Vi sveder

- Vi bliver svimle

- Vi bliver tørre i munden

- Vi får uvirkelighedfornemmelser

- Vi ryster, etc.

 

UBEHAGELIGT? JA! FARLIGT? NEJ!

Her er det vigtigt at skelne. Vi kan ikke gøre folk symptomfri, og det vil aldrig være en målsætning, vi kan imødekomme i terapien. FOR DEN DAG, DU ER SYMPTOMFRI ER DU DØD. Vi kan til gengæld lære folk ikke at blive bange når symptomerne opstår. Vi kan lære vores klienter at blive gode venner med de kropslige symptomer og udfordre med øvelser, der giver dem erfaringer, der viser, at ubehag er en midlertidig tilstand med en udløbsdato. Jo mere vi bliver i stand til at acceptere ubehaget, når det kommer uden at zoome ind og give det speciel opmærksomhed eller betydning, jo hurtigere vil det klinge af. Ubehag skal accepteres og mødes - ikke undgås og bekæmpes! Når vores klient når derhen vil han eller hun opleve, at symptomernes styrke aftager, og de træder i baggrunden og bliver uvæsentlige.

 

Vi er vilde med at arbejde med angst! Så vilde, at vi har specialiseret os i netop den type af problemstilling og behandling. Og det har vi, da behandlingen virkelig virker.

 

Kærlig hilsen

Lind & Karmark