Når institutioner svigter - blog om giftig arbejdskultur

Magtmisbrug - når vi svigtes af et sted, vi afhænger af

Vi søger alle institutioner med intentionen om at ”vokse”, lære, uddanne os, søge trøst eller at avancere. Vi afhænger af den type institutioner op igennem livet. Det er derigennem, vi udvikler os. Fra familie til børnehave til skole. Fra praktiksted til arbejdsplads. Mange lægger også vejen forbi andre institutioner som fx kirker, foreninger, fritidsklubber og mange andre.

Alle sådanne institutioner har et stort ansvar for at passe på de mennesker, der kommer igennem og afhænger af dem. Et ansvar for at leve op til den magt, der ligger i at være ”noget”, som en anden afhænger af. 

Men nogle gange sker det, at institutionerne ikke lever op til deres ansvar. Det sker, når de ikke beskytter men skader. Når betydningsfulde repræsentanter af institutionen krænker, eller på anden måde misbruger deres magt – og når sådanne svigt får lov at fortsætte og ikke stoppes. 

Når institutionen fokuserer på profit, selvbeskyttelse og selvopretholdelse. Når de glemmer at varetage og ”passe på” individer, som ender op som ”taberne” i et giftigt spil om svigt.

Typiske svigt-mønstre (DARVO)

Der er nogle klare mønstre, som går igen ved institutionelle svigt:

• D(eny): Institutionen nægter, at det har fundet sted (”ikke her”!)

• A(ttack): Institutionen angriber offerets troværdighed (”hun finder på det”) og gaslighter offeret (”´hun husker ikke rigtigt/ hun er mentalt ustabil”)

• R(everse) V(ictim) and (O)ffender: Institutionen behandler krænkeren som offer og vender rollerne rundt (”hvordan kunne hun gøre det mod ham?”/”hun er kun ude på at fremme sin egen karriere”)

Et 1:1000 svigt

Institutionelle svigt er giftige og komplekse. En hel kultur og gruppedynamik er i spil. Det er ikke et 1:1 svigt, men et 1:1000 svigt – og det gør det ekstra giftigt og skadeligt.

Andre ser det eller ser det ikke

Nogle gange bevidnes svigtet helt åbenlyst af andre i institutionen. Måske tales der om det. Der gøres måske grin med det. Herigennem signaleres accept og krænkelsen styrkes. Institutionen svigter igen.

Nogle gange bliver andre blinde for det. De ser det måske ikke eller nægter at vedkende sig det. Måske fordi institutionen betyder så meget for dem – at de vil gøre alt, hvad vi kan for at spille med på institutionens opretholdelse – også selvom det har store konsekvenser for andre.

Grænseløs kultur

Nogle gange handler det om kultur. Der er måske over tid opbygget en ”grøn lys”-kultur. ”Det er bare sådan det er” eller ”du skal ikke være sippet”. Grænserne for opførsel skrider – og man spejles i, at det svigt, man oplever og til at starte med kan mærke ikke har alvor eller betydning hos andre. Her sker en form for dobbeltkrænkelse. Psykologisk er det nedbrydende og giftigt. Offeret kommer til at betvivle egne følelser og grænser – og som magtmisbruget står på over tid tager tvivlen og forvirringen til. Hvad var mine motiver? Hvem er jeg? Er det min skyld?

Institutionelt svigt svigter også institutionen

Alle taber på den lange bane ved institutionelle svigt. Ofrene, som krænkes, gruppen, som krænker sig selv igennem at svigte – men i virkeligheden og institutionen selv – på den lange bane. 

Mennesker afkobler sig og tager stille og roligt afstand til institutioner, som de ikke kan regne med. De mister respekt og engagement – og det koster. Over tid vil gruppen miste tillid til den lim, der har knyttet dem sammen og det vil skabe splid og afstand. 

Institutionelt mod kræver individuelt mod

Institutionelt mod starter med og afhænger i første omgang af individuelt mod. Det har vi været vidne til igennem de sidste år. En modig sceneoptræden af Sofie Linde satte en bølge i gang. Den kunne ikke stå alene men krævede opbakning og mod fra andre. TV2 dokumentaren er igen et bevis på individuelt mod – og stor respekt herfra. Det kræver SÅ meget at stille sig frem og ”gå imod institutionen”. 

Lad os slå fast, at det er en institutions forpligtelse at søge sandheden og engagere sig i moralske handlinger, uanset det ubehag eller den risiko det medfølger på kort sigt. Det kræver mod – kortsigtet men kan altid betale sig på den lange bane. Institutioner har forpligtelse til at beskytte dem, som afhænger af dem. Det KAN og SKAL altid være prioritet nr. 1. Når institutioner lever op til deres ansvar – skabes der langsigtet holdbarhed og styrke. De bliver tilregnelige, trygge og tillidsfulde og bliver en magnet for mennesker, som vil engagere sig og investere i dem. Eller bare blive på den lange bane – fordi det er et fællesskab, som styrker.    

Lad os passe bedre på hinanden!

Mange gode hilsner
Lind & Karmark