Blogindlæg

God kemi med psykolog. Hvordan det?

Lige meget hvilket problemfelt en psykolog er specialiseret i at behandle, så er det afgørende, at du har god kemi med din psykolog. Du skal synes om psykologen, føle dig tryg og have en god mavefornemmelse. Det kan være svært at afgøre det hele allerede i første session, men du vil få en fornemmelse af det ret hurtigt. Læs mere om gode råd til at vurdere rette psykolog til dig.
Billede af thumbs up

Har jeg valgt den rigtige psykolog?

Du kan ikke med garanti vide, om kemien vil være der med din psykolog, så du må lade det komme an på en prøve. Men ud fra hjemmeside og den indledende kontakt - når I skriver sammen for at booke tid eller måske taler i telefon sammen – kan du allerede få en vis fornemmelse af jeres kontakt. Og så vil du få det be- eller afkræftet efter få sessioner.  

Kan jeg fyre min psykolog? Ja!

Det er vigtigt at vide, at det er vores ansvar som psykologer at kunne skabe et trygt rum for vores klienter, og vi skal være gode til at fornemme, hvad der skal til. Det er en vigtig del af vores arbejde. Og der er (desværre) forskel på, hvor gode psykologer er til den menneskelige kontakt og til at skabe en god relation og en god terapeutisk alliance. Så hvis ikke din psykolog formår den gode kontakt inden for de indledende sessioner, så skal du give dig selv lov til at vælge om. Så du må gerne fyre psykologen, og du kan gøre det ganske enkelt ved ikke at bestille ny tid. Andet skal der såmænd ikke til. Du er selvfølgelig også i din gode ret til at skrive eller sige til din psykolog, at du ønsker at stoppe forløbet. 

Er god kemi = hurtig effekt? Nej!

At have god kemi med sin psykolog er ikke det samme, som at effekten af terapi indtræffer allerede efter få sessioner. Hvis du har gået med et problem længe, tager det ofte lidt tid at få det mønster ændret, men du skal gerne have en tiltro til din psykolog fra starten af. Denne tiltro vil give dig ro i maven og tålmodighed til, at terapien kan få lov at udvikle sig. Og stille og roligt vil din psykolog og dig sammen nå derhen, hvor terapien har en effekt – derhen hvor du har det væsentligt bedre. 

Er god kemi til min psykolog nok? Nej, desværre ikke helt

Den gode kontakt er vigtig, men ikke nok i sig selv. Hvis du har en specifik problemstilling, som du ønsker hjælp til – det kan fx være angst eller OCD – så er kemien ikke nok. Din psykolog skal foruden at være sød og imødekommende også være rigtig dygtig til netop at behandle det. Det kræver en målrettet indsats og specialisering at blive rigtig dygtig til noget. Så for at blive psykologeksperter på et område, så skal vi have fået meget supervision, mange kursus samt flere års erfaring med netop det emne. 

Ofte vil psykologens ekspertise også smitte positivt af på kemien. For hvis du kan mærke, at du er kommet til rette sted, og din psykolog har styr på det, så vil du automatisk føle dig mere tryg. Så kan du sænke skuldrene og overlade ansvaret til din psykolog, som i samarbejde med dig, nok skal få dig i mål. 

Må jeg komme med forslag til min psykolog? Ja, endelig

Som psykologer er det godt, om vi løbende evaluerer på terapien, så vi sikrer os, at vores klienter ved, hvad vi laver og hvorfor. Det er også med til at sikre, at vores klienter ikke brænder inde med spørgsmål eller tvivl til terapien. Men hvis nu psykologen ikke husker at evaluere - eller ikke helt har en fornemmelse af, hvor du er - så endelig sig det. Gode psykologer er altid lydhøre overfor spørgsmål og kritik. Vi vil meget gerne vide, hvad der foregår på indersiden hos dig, da vi på den måde kan hjælpe dig allerbedst. Og de fleste af os psykologer har et stort ønske om at hjælpe andre og gøre en reel forskel for vores klienter. 

SÅ sammenfattet for at vælge psykolog , du har god kemi med …

-       Vælg en psykolog, som er sød og vækker din tillid.

-       Vælg en psykolog, som er dygtig og specialist på sit område.

-       Giv dig selv lov til at vælge om, hvis ikke du mærker god kemi inden for få samtaler.

-       Når du kan mærke et godt udgangspunkt, så væbn dig med lidt tålmodighed og giv terapien lov til at virke over tid.

-       Og endelig evaluer på terapi og effekt, også gerne på din opfordring.

Vi håber, at vores gode råd til at vælge psykolog og ramme rigtigt med kemi, har været til nytte. Det kan forhåbentlig hjælpe dig lidt videre i din søgning efter terapi. Det kan være svært at navigere i de mange valgmuligheder af terapi og psykologer, så vi håber vores blogindlæg hjælper dig med at indsnævre feltet lidt. Du er meget velkommen til at skrive eller ringe til os, hvis du har nogle yderligere spørgsmål. 

Kærlig hilsen
Lind & Karmark