Blogindlæg
11.11.2019

God psykolog i København. Hvordan skal jeg vælge?

Det er lidt af en jungle af finde ud, hvordan man skal finde en god psykolog. Når man skal finde en dygtig fagperson – som ligger uden for ens eget arbejdsfelt – så er det bare rigtig svært. Man er jo ikke klædt på til at vurdere noget, som man ikke selv arbejder med. Og især anbefalinger af psykologer og terapi kan være svært, da vores profession kræver diskretion og et fortroligt rum – og den slags er ikke oplagt til fx TripAdvisor. Der er også mange, som er private omkring, at de går til psykolog, og det gør også mund til mund anbefalinger sværere. Vi har derfor samlet en række gode råd til dig, så det forhåbentlig bliver lidt mere overskueligt at vælge en god psykolog i København. Vi håber det hjælper dig videre i din søgning.

 

Hvad har jeg brug for hjælp til? Dét skal være din psykologs speciale.

Du skal vælge en psykolog, som er specialiseret inden for netop det, som du døjer med og har brug for hjælp til. En psykolog vil ofte kunne mere end kun én ting, men det er dog vigtigt, at det er et forholdsvis snævert fokusområde psykologen udbyder hjælp til. På samme måde, som du gerne vil, at en øre-hals-læge er specialiseret i netop det og ikke blot ved en smule om feltet - og i øvrigt også laver tarmkirurgi og nyretransplantationer. Det er fuldstændig samme koncept inden for psykologi og terapi. Jo mere specialiseret psykologen er, jo højere faglig kvalitet vil du opleve. Hvis du fx er på udkig efter en psykolog som er god til angstbehandling, så skal du lede efter en psykolog, som skriver en masse om netop angst på sin hjemmeside. Samtidig skal du ud fra psykologens profil gerne kunne se, at vedkommende har arbejdet med angstbehandling i mange år. 

 

Ingen kan alt. Det gælder også psykologer.

Så hvis en psykolog skriver, at han eller hun udbyder hjælp til stort set alt – både angst, spiseforstyrrelser, parterapi, personlighedsforstyrrelser, traumer, depression og familieproblematikker – så er det godt at forholde sig kritisk til det. Hvis psykologen udbyder terapi til flere ting, så skal det gerne være emner, som er i tråd med hinanden. Fx er der mange lighedspunkter mellem angst- og depressionsbehandling. Og hvis man arbejder med OCD, så er der terapeutisk også mange lighedspunkter til at behandle andre tvangspræget lidelser, som fx trikotillomani, skinpicking og BDD (body dismorphic disorder). Det vil også være godt, om psykologer med speciale i angst- og depressionsbehandling har styr på stress, da stress ofte går ind og forværrer både angst og depression. 

 

Hvilken terapiform skal jeg vælge? Det skal matche din problemstilling.

Der er ingen terapiform som er god til alt. Hver terapiretning har sine forcer og styrker, men der skal gerne være et match mellem det du døjer med, og så en terapiretning, der er velegnet til især dette. For at bruge eksemplet med angstbehandling, så er der nogle terapiformer som viser bedre resultater end andre til angstbehandling. Den danske Sundhedsstyrelse anbefaler kognitiv adfærdsterapi til angstbehandling, og den engelske Sundhedsstyrelse anbefaler metakognitiv terapi. Generelt er der forsket rigtig meget i angst-, OCD- og depressionsbehandling inden for den kognitive retning, og hvis du leder efter hjælp hertil, så vil det være godt at indsnævre feltet til metoder inden for denne tradition (både klassisk kognitiv terapi og nyere retninger som fx metakognitiv terapi). Andre terapiretninger kan fx være gode til personlighedsforstyrrelser, parterapi eller spiseforstyrrelser.   

 

Vælg en psykolog, som vækker din tillid.

Foruden rette speciale og rette metode, så er det også rigtig godt, om psykologen vækker tillid hos dig. Ud fra hjemmeside og kontakten med psykologen i starten (når man fx skriver eller ringer sammen i starten for at booke tid) skal du gerne få et godt indtryk af psykologen. Han eller hun må gerne virke sød og imødekommende og give god service. Derudover er det lidt forskelligt fra person til person, hvad der ellers tiltaler os, men vær på udkig efter det, som er vigtigt for dig. Og husk at du gerne må skrive eller ringe til en psykolog for at stille spørgsmål, inden du tager stilling til, om du vil booke en tid netop her. Så giv dig selv lov til det for at blive klogere på, hvem som er rette psykolog for dig. 

 

SÅ sammenfattet for at vælge god psykolog i København …

-       Vælg en psykolog, som er specialiseret i det, som du døjer med.

-       Vælg en psykolog, som er specialiseret i en metode, som er god til netop det, du døjer med.

-       Vælg en psykolog, som virker sød og vækker din tillid. 

-       Vælg en psykolog, som har praksis i København – og gerne centralt, så det ikke bliver besværligt at møde op. 

 

Vi håber, at vores blogindlæg har givet dig mere viden og gør søgningen lidt lettere. Hvis vi kan være til yderligere hjælp, er du velkommen til at skrive eller ringe til os. Du kan læse mere om vores speciale – både emne og metode – her på hjemmesiden. 

 

Kærlig hilsen

Lind & Karmark