Blogindlæg
06.11.2019

Selvværd. Hvorfor er det noget, jeg skal arbejde med?

Selvværd er noget vi bærer med os hver dag. Det fortæller noget om, hvordan vi opfatter os selv – på et helt grundlæggende plan. ”Er vi gode nok”? ”Har vi værdi, som dem vi er?” Prøv at formulér dine egne antagelser med sætningen ”Jeg er...….”. 

Lander du i formuleringer som: ”Jeg er ikke god nok” eller ”Jeg har ikke værdi, som menneske” – så kan det tyde på, at du bør arbejde med dit selvværd. Læs med her. Så får du en idé om, hvorfor selvværdsarbejdet kan betale sig.

Der er flere rigtig gode grunde til, hvorfor vi bør arbejde selvværdet:

Som nævnt er selvværd noget, vi bærer med os hele tiden i vores færden i verden. Har man lavt selvværd vil det typisk føre til:

·      Følelsen af at være forkert eller udenfor

·      Tanker om ikke at være god nok

·      Tvivl på egne evner og om det, jeg gør, er godt nok

·      Optagethed af, hvordan andre mon opfatter mig og hvad de synes om mig

·      Hele tiden at være kritisk selvvurderende 

·      Selvkritiske tanker og selvbebrejdelser, der kører på repeat

·      Perfektionisme: at jeg kræver for meget af mig selv i præstationssituationer

 

Lavt selvværd: En tung rygsæk og meget tonede briller

Lavt selvværd kan ses som en utrolig tung rygsæk, vi bærer rundt på lige meget, hvor vi går. Og et sæt af briller med mørkt tonet glas, som vi ser verden igennem lige meget, hvor vi er. På studiet, I parforholdet. På jobbet. Sammen med vennerne. 

Med en konstant selvkritisk indre dialog og forventning om at være forkert og udenfor vil personen med lavt selvværd på vanemæssig vis scanne og lede efter beviser i verden, som kan bekræfte antagelsen om ”ikke at være tilstrækkelig eller god nok”. Kun de beviser slipper igennem det tonede brilleglas. Modsatrettede beviser preller af…

 

”Min chef havde en rettelse til mit referat – se selv!  Jeg kan ikke finde ud af noget” 

 

”Mine to veninder har lavet en kaffeaftale uden at invitere mig. De gider mig ikke”

 

Det er utrolig tungt og slidsomt at bære rundt på sådan en rygsæk og have et sæt briller på næsen, der kun lader ”negative” beviser ind. 

 

Lavt selvværd forhindrer dig i at leve et værdibaseret liv

Et andet helt afgørende problem er, at lavt selvværd forhindrer dig i at leve det liv, du drømmer om. Det påvirker både dine valg og handlinger. Når lavt selvværd bliver det kompas, du følger i livet, kommer du på afveje i forhold til egentlige værdier. Og det liv du reelt ønsker dig.

 

”Jeg synes det er vigtigt at sige fra overfor uretfærdighed – men min mening gælder ikke – så jeg vælger at tie stille”

 

”Jeg synes det er vigtigt at prioritere tid med familien. Men det er kun et spørgsmål om tid, før jeg bliver afsløret som uduelig på arbejdet – så jeg må kompensere ved at knokle hårdere end alle andre”

 

Når du lader det lave selvværd diktere din handling og ageren i livet, bekræfter du antagelsen om ikke at have værdi som menneske, og selvværdets negative spiral kører i ring.

 

Så…… 

Ønsker du et liv med mindre tung last, og drømmer du om, at se verden igennem et lyst tonet brilleglas, hvor du også får øje på alle de positive beviser ude i verden – så bør du arbejde med dit selvværd. I terapien vil du få hjælp til at tage styringen over dit liv, så det ikke er det lave selvværd, der styrer og dikterer dig – men så du kommer (tilbage) på sporet af en mere værdibaseret vej. Er du træt af at selvværdet stopper dig i at leve det liv, du egentlig gerne vil have, så ring til os.

 

Vi har mange års erfaring i at arbejde med selvværdsproblematikker, og der er meget vi terapeutisk kan gøre, så du kan få det liv du drømmer om! Du fortjener at have det godt.

 

Kærlig hilsen

Lind & Karmark