Psykolog København

Psykolog Puk Bihlet

Jeg hedder Puk Bihlet, og jeg er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet. Gennem privat praksis har jeg flere års klinisk erfaring med terapi til både voksne og unge. Jeg har specialiseret mig i at behandle angstlidelser, herunder panikangst, agorafobi, socialfobi, generaliseret angst, sygdomsangst, PTSD og OCD. Samtidig har jeg også mange års erfaring i at behandle depression og selvværdsproblemer.

 

Jeg har valgt at specialisere mig inden for kognitiv adfærdsterapi, fordi jeg oplever, at metoden med sine konkrete værktøjer skaber hurtig og god effekt. Derudover inddrager jeg metoden skematerapi, når det giver mening. Skematerapi er del af den kognitive metode, men hvor fokus er på, hvordan bagvedliggende mønstre (ofte fra opvækst) påvirker nutidige symptomer og strategier.  

 

Det er vigtigt for mig, at du føler dig hørt og forstået, når vi taler sammen. Vi tager terapien i det tempo, der passer til dig, og jeg går op i at lytte til, hvordan du ønsker, at terapien skal foregå. Det betyder meget for mig, at du får mest muligt ud af vores tid sammen, og derfor har jeg stort fokus på konkrete redskaber, som du kan gå hjem og bruge. Terapien skal give mening og have effekt. Gør den ikke det, skifter vi fokus og justerer, så det passer præcist til dine behov. Det er også vigtigt, at du selv føler dig klar til de opgaver, du får i terapien. Derfor vil vi altid bestemme opgaverne sammen, så de passer til der, hvor du er. Jeg vil følges med dig snarere end at løbe foran.

 

Jeg har i flere år arbejdet i en privat kognitiv klinik, hvorfra jeg har bred erfaring med behandling af angstlidelser, PTSD, OCD, depression og selvværdsproblemer, men også med spiseforstyrrelser, herunder særligt overspisning. Jeg har arbejdet både med voksne, unge og børn. Ud over terapi har jeg arbejdet med udredning, supervision og undervisning. Jeg har undervist og superviseret pædagoger i en kognitiv tilgang, og jeg har desuden siddet med mennesker, som gennem jobcentret havde brug for en psykologisk vurdering.

 

Inden mit arbejde i privat praksis har jeg ved Aarhus Universitet arbejdet med "Cool Kids", en type kognitiv gruppebehandling til børn med angstlidelser og deres forældre. Jeg varetog behandling og udredning i forbindelse med forskning. Jeg har desuden erfaring med rådgivning i forhold til senfølger efter seksuelt misbrug fra mit frivillige arbejde hos Center for Seksuelt Misbrugte.

 

Lidt om mig som person, så bor jeg med min mand og vores dejlige datter i København. 

 

Jeg glæder mig til at møde dig og få lov til at hjælpe dig med det, der spænder ben for dig.

 

Kærlig hilsen

Puk Bihlet