Body Dysmorphic Disorder

Er du overoptaget af, hvordan du ser ud? Måske har du udviklet et kæmpe fokus på dele af dit udseende? Næse? Øjenbryn? Asymmetri? Body Dysmorphic Disorder (BDD) er ikke noget du skal acceptere. Det er noget, du skal have hjælp til - og vi vil meget gerne hjælpe.
Body Dismorphic Disorder (BDD)

Hvad betyder Body Dysmorphic Disorder (BDD)? 

Body Dysmorphic Disorder (forkortet BDD) er en yderst pinefuld lidelse, som er karakteriseret ved en ekstrem negativ optagethed af ens udseende. På dansk kaldes lidelsen også for Dysmorfofobi, og det er også blevet beskrevet som "indbildt grimhed". 

Et forvrænget billede

BDD indebærer, at man har et forvrænget billede af sit udseende, hvor man problematiserer specifikke træk eller ting ved sit ansigt eller sin krop. Det indebærer, at man opfatter ikke-eksisterende eller meget små ”fejl” ved sit udseende som værende ekstremt grimt, deformt eller unormalt. 

Hvis du lider af BDD, vil du have en overdreven optagethed af en eller flere oplevede defekter eller fejl ved din krop eller ansigt. Ved body dysmorfic disorder vil det ofte være meget svært ved at slippe fokus på, samt tanker og bekymringer om disse "fejl". Vi skriver oplevede defekter eller fejl, fordi andre kan have svært ved at forstå eller være enige i, at der er tale om en fejl eller defekt ved dig. Andre vil synes, at du ser helt normal ud. Den oplevede fejl eller defekt ved udseendet er derfor en form for forvrænget billede af, hvordan du egentlig ser ud.

Fokuspunkter i BDD

Det kan være flere forskellige ting, som er i fokus hos den enkelte ramt af BDD, men ofte får næse, hud eller hår meget opmærksomhed. Det kan dog i princippet være alt ved ens ansigt eller krop, som man er ekstremt optaget af. Det kan være størrelse, proportioner eller symmetri ved den givne ansigts- eller kropsdel. Det kan også være fænomener som glød, glans eller farve, som er omdrejningspunkt for den BDD-ramtes opmærksomhed, og ofte er det samme tema, som fylder igennem lang tid. 

Symptomer på BDD

Klassiske symptomer ved BDD er, at tankerne centrerer sig meget om specifikke negative tanker om udseendet. Tankerne kan fylde mange timer om dagen og næsten konstant rumstere i hovedet. Derudover er der følelser af ubehag og angst forbundet med tankerne om den specifikke ansigts- eller kropsdel. Klassisk adfærd som bliver koblet på tanker og følelser forbundet med BDD er, at:

  • Undgå spejle eller bruge overdreven tid foran spejle.
  • Forsøge at dække ”fejl” til ved hjælp af fx make-up, kasket eller tøj.
  • Forsøge at placere sig taktisk i forhold til belysning eller være obs på, hvilken vinkel man står i.
  • Undgå sociale situationer, hvor man risikerer at være tæt på andre.
  • Overveje eller få foretaget plastikkirurgi. 

Hvad er problemet med BDD?

Mennesker med BDD er meget forpinte af følelser af angst og skam, og kan derfor have svært ved at indgå i sociale sammenhænge. Kan du nikke genkendende til det? Af den grund kan man blive meget isoleret af Body Dysmorfic Disorder, hvilket ofte er med til at forstærke antagelsen om, at der er noget galt med én. Tiden alene giver desværre mere tid og plads til at fokusere på de oplevede "defekter" ved ansigtet eller kroppen, og de tvangshandlinger, der ofte er forbundet med dem.

BDD varierer i sværhedsgrad, men lidelsen kan være enormt indskrænkende og kan betyde undgåelse i mange sociale situationer eller i forhold til studie/arbejdsforhold. Hvis BDD forbliver ubehandlet kan det derfor ende med at have store konsekvenser for din livskvalitet. Lige fra at droppe ud af studie, ikke kunne varetage et arbejde, ikke ses med venner eller aldrig få en kæreste. Eller at være ulykkelig pga. en masse negativ energi og selvkritik. 

Flere behandlingsområder

Vores kerneydelse er individuel terapi til voksne, unge og børn. Vi skræddersyer et individuelt forløb til dig, hvor vi tager højde for din problemstilling, samt hvilken psykolog som er bedste match til netop dig. Vi er førende eksperter inden for behandling af angst, OCD, stress, depression og lavt selvværd, og vi vil hjælpe dig til igen at få det godt.

Klik i boksene til højre, hvis du vil læse videre om andre behandlingsområder hos os.