Når bekymringer fylder meget

Vi grubler og bekymrer os alle fra tid til anden. Det er almenmenneskeligt - noget vi alle sammen kender til og gør. Ofte på daglig basis. Men hvornår går bekymring og grublerier så hen og bliver et problem?
Bekymringer og grublerier

Jeg bekymrer mig for meget

Bekymringer vækkes ofte af tanker, som er formuleret med et hvad-nu-hvis. 

”Hvad nu hvis mine børn bliver kørt over på vej til skole?” 

”Hvad nu hvis jeg bliver syg?”

”Hvad nu hvis jeg ikke passer ind til festen på lørdag?”

Bekymringer kender vi alle til, og det kan være forskellige emner, som fylder hos den enkelte. Bekymringer i sig selv er normalt, men hvis omfanget tager om sig - og det foregår i timevis per dag, så vil du blive meget forpint. Kender du til det?

Når bekymring giver angst

Hvis du går i dialog med bekymringstanker og udspiller skræmmende fremtidsscenarier igen og igen, så vil du højst sandsynlig mærke uro, ængstelse og måske direkte angst. Bekymringer er typisk tankeprocesser, der peger fremad i tid. Måske er det tanker, som du giver opmærksomhed i håb om at være på forkant eller bedre kunne håndtere en frygtet situation? 

Desværre kan bekymringer ikke hindre svære ting i livet - og ofte vil du komme til at bekymre dig om ting, som aldrig sker. Så bekymringstid har en meget lille nytteværdi.  Tværtimod kan du være sikker på, at du bliver forpint og mærker mere angst, hvis du giver bekymringstanker meget opmærksomhed.

Jeg grubler for meget

Grublerier vækkes ofte af en trigger-tanke, der er formuleret med et ”hvorfor?”

”Hvorfor sagde jeg dog det?

”Hvorfor sker den slags altid for mig? "

"Hvorfor bliver jeg ved med at sove dårligt?"

Grublerier er typisk bagud-skuende, og når man grubler kan man sige, at vi efterbehandler noget, der har været. Man bliver ved at genafspille situationer fra fortiden, eller også bliver en aktuel situation gennemanalyseret igen og igen.

Grubleritanker kan også være negative tanker med en ofte opgivende ordlyd. "Det nytter alligevel ikke noget", eller "Jeg bliver aldrig glad"

Grublerier og depression

Sidder du fast i efterbehandling og negative tankeanalyser, så vil du højst sandsynligt mærke tristhed, ærgrelse og skamfuldhed som konsekvens. Sådan en tænkning gør dig sårbar for at udvikle depression eller vedligeholde et lavt selvværd.

Måske er det tanker, du gennemgår i håb om at komme frem til en løsning? Eller også oplever du, at tankerne har taget kontrollen fra dig, og dit hoved er fyldt med tankemylder? Fortvivl ikke, der er hjælp at hente. 

CAS (når du giver tanker for meget opmærksomhed)

I de senere år har man inden for metakognitiv terapi forsket i, hvad det har af konsekvens, når bekymringer og grublerier tager om sig og bliver til overtænkning. Man opererer med syndromet kaldet CAS – som står for Cognitive Attentional Syndrome.

Det syndrom handler netop om, hvad der sker, når vi giver vores tænkning for meget opmærksom. Hvad sker der, når vi sidder fast i tanker og bruger overdreven meget tid på bekymringer og grublerier - flere timer hver eneste dag.

Man har fundet frem til, at CAS (dvs. overdreven bekymring og grubleri) er fællesnævner i flere psykiske lidelser – og det gælder især ved angstlidelser og depression. I metakognitiv terapi har man udviklet strategier og værktøjer til netop at afhjælpe den overhåndtering af tanker. 

Jeg fik kompetent og effektiv hjælp til at slippe bekymringer. Allerede efter et par sessioner, kunne jeg mærke fremgang. Jeg kan varmt anbefale Lind & Karmark, der uden sammenligning er den mest kompetente psykologhjælp, jeg har modtaget.
Kvinde, 32 år

Flere behandlingsområder

Vores kerneydelse er individuel terapi til voksne, unge og børn. Vi skræddersyer et individuelt forløb til dig, hvor vi tager højde for din problemstilling, samt hvilken psykolog som er bedste match til netop dig. Vi er førende eksperter inden for behandling af angst, OCD, stress, depression og lavt selvværd, og vi vil hjælpe dig til igen at få det godt.

Klik i boksene til højre, hvis du vil læse videre om andre behandlingsområder hos os.