Brevet du bør læse (hvis du har en teenager)

Kære mor og far

Vær søde at bære over med mig.

Lige for tiden kan jeg ikke tænke klart. Det skyldes, at der er en vigtig del af min hjerne, der endnu ikke er færdigudviklet - nemlig mine frontallapper. De er ret essentielle, de frontallapper, for det er dem, der gør mig i stand til at tænke langsigtet og rationelt. Desværre er de først færdigudviklet, når jeg er omkring de 25 år. Og herfra, hvor jeg står… der virker 25 år som ret langt ude i fremtiden. 

Så mor og far. Her er hvad jeg har brug for, at I forstår:

Min hjerne er endnu ikke færdigudviklet.

Det er underordnet, at jeg er kvik. Selvom jeg for det meste klarer mig godt i skolen og får pæne karakterer, må jeg stadig igennem de samme udviklingsstadier, som alle andre. Dømmekraft og intelligens er to vidt forskellige ting, og lige nu er jeg i underskud på førstnævnte. 

Min hjerne er i voksealderen. Den er fleksibel og kreativ og er i stand til at suge et væld af nye indtryk til sig – den del er skøn. Men samtidig gør vokseværket mig mere impulsiv. Ikke nødvendigvis decideret skødesløs eller uansvarlig. Men så afgjort mere impulsiv, end jeg vil være senere i livet og mere impulsiv, end I bryder jer om.

Men vær søde at bære over med mig.

Vidste I, at I voksne responderer på situationer med jeres frontallapper? Altså rationelt. Jeg er mere tilbøjelig til at respondere på de ting, jeg oplever med min amygdala, det vil sige med afsæt i mine følelser. Så når I betragter mig, som var jeg et 10-hovedet uhyre, når jeg har gjort noget ”dumt” – eller er mislykkedes i at gøre noget, som I synes ville være ”fornuftigt” – så hjælper det mig ikke. Eller hvis I spørger mig: ”Hvad i alverden tænkte du på?”. For svaret vil for det meste være, at jeg slet ikke tænkte. I hvert fald ikke på samme måde som jer.

I kan bebrejde mig, at det forholder sig sådan. I kan også bebrejde evolutionen eller noget tredje. Hvem end I bebrejder, så er det, som det er. 

Så vær søde at bære over med mig.

På det her stadie i mit liv, der betyder mine venner alt for mig. Måske tænker I sommetider, at jeg bruger for meget tid på at være sammen med mine jævnaldrende og at jeg burde investere mere i ”familielivet”. Måske savner I mig, og det forstår jeg også godt. Men I skal ikke lade jer narre. For selvom jeg lader til at have travlt med at distancere mig fra jer, så betyder det ikke, at jeg ikke lægger mærke til jer længere; at I ikke spiller en afgørende rolle i mit liv.

Og her er, hvad I kan gøre for mig.

 

1. Vær gode rollemodeller 

Jeg ser alt, hvad I gør og hører alt, hvad I siger. Det kan godt være, at jeg ikke lytter – men jeg kan stadig høre jer. Selvom jeg virker immun over for jeres råd, trænger jeres handlinger og jeres ord alligevel igennem. Så bliv ved med at vise mig vejen, for i sidste ende vil jeg følge den. Også selvom jeg vil komme til at afvige fra ruten mange, mange gange undervejs.

 

2. Lad mig gøre mig mine egne erfaringer

Når I tillader mig at få mine egne erfaringer – og lader mig mærke konsekvenserne af dem – så kan jeg lære af mine fejltagelser. Derfor beder jeg jer om at give mig en lille smule line til at regne tingene ud selv. Jo flere ting, jeg selv får lov at regne ud, des mere selvsikker og modstandsdygtig bliver jeg også.

 

3. Fortæl mig om jer selv!

Jeg vil gerne høre alle jeres historier om de sindssyge ting, I selv gjorde som teenagere – og hvilke erfaringer, I fik med jer i bagagen. Giv mig derefter plads til at gøre nogle af de samme skøre ting.

 

4. Hjælp mig med at se det større perspektiv

Bliv ved med at minde mig om det større perspektiv. Jeg kommer til at vende øjne af jer og lave alle mulige grynte-agtige lyde – jeg kommer til at erklære, at I seriøst ikke har nogen anelse om de fortrædeligheder, jeg går igennem – men jeg lytter. Det gør jeg virkelig. Det er svært for mig at se udover min egen næsetip lige nu, men I kan hjælpe mig ved at få mig til at zoome lidt ud. Ved at minde mig om, at det her øjeblik, den her sjælens ubodelige tristhed… den varer ikke evigt. 

 

5. Udvis interesse for de ting, som jeg synes er spændende

En gang imellem får jeg lyst til at dele lidt af mine interesser med jer. Jeg bliver SÅ glad, når I engagerer jer i dem – eller i det mindste lader som om, at I gør.

 

6. Værn om min sikkerhed

Vær søde at minde mig om at stoffer og bilkørsel er et ufatteligt dårligt mix. Bliv ved med at fortælle mig, at I vil gøre alt hvad der står i jeres magt for at redde mig ud af en alvorlig eller farlig situation, uden vrede, uden moralprædikerne og uden at stille spørgsmål. Men frem for alt, så lad mig vide – igen og igen og igen – at I altid vil være der til at lytte til mig, når jeg behøver det.

 

7. Udvis venlighed

Jeg kommer til at lære om venlighed fra jer. Hvis I er ufravigelige i jeres venlighed mod mig, vil jeg gå jer i bedene og selv blive en rummelig og venligtsindet voksen. Så gør ikke grin med mig; vær ikke tarvelige; lad det fare, hvis jeg tror, jeg ved alt. Det gjorde I nok også selv, da I var på min alder.

 

Mor og far, jeg lover jer: En skønne dag, når teenagetågen letter, da vil jeg stå tilbage som et stærkt, kompetent og betænksomt menneske. En (forholdsvis) fornuftig voksen vil træde frem, hvor den sure teenager engang stod. Men indtil vi når dertil, så må jeg bede jer om at spænde sikkerhedsselerne og forberede jer på den rutsjebanetur, vi er på vej ud på sammen.

Jeg håber, at I vil bære over med mig undervejs.

 

Kærlig hilsen

Jeres teenager

(oversat fra Helene Wingens https://grownandflown.com/letter-from-teen-to-parents/)