Blogindlæg

Gode råd til angst for krigen i Ukraine

Krig mellem lande er altid forfærdeligt, bekymrende og angstfremkaldende – særligt hvis det kommer tæt på der, hvor man selv bor. Krigen mellem Rusland og Ukraine betyder, at der er krig i Europa, og derfor kommer krigen for mange danskere ubehageligt tæt på. Det medfører for de fleste bekymring i forhold til, hvad der kommer til at ske. Du er ikke alene med dine tanker, og det er helt okay, at blive både nervøs, ked af det og bange, når der er krig.
Hjerte i Ukrainefarver med tekst om gode råd

Svære følelser i forbindelse med krigen i Ukraine

I øjeblikket hører vi om krigen i Ukraine næsten hele tiden. Det fylder helt naturligt meget i vores samfund  - det er historisk og meget skræmmende. Når vi læser nyheder, ser fjernsyn, hører radio eller snakker med andre om krigen, bliver vi konfronteret med hjerteskærende, urimelige og sørgelige historier.

 

Grundet de sociale medier og nutidens store nyhedsstrøm bliver vi herudover også eksponeret for mange billeder og videoer af desperate og bange flygtninge. Ukrainske flygtninge med familie, med børn og gamle. Flygtninge med ønsker og drømme, som er meget nemme at relatere til. Og billeder af familier, som bliver skilt ad, når mændende bliver hjemme i Ukraine samtidig med at kvinderne flygter for at bringe deres børn i sikkerhed. Billeder af grædende børn kommer på vores nethinde, og vi bliver naturligt ret så påvirket af det.   

 

Historier, billeder og videoer aktiverer vores sympati, empati og angstsystem. Af denne grund er mange aktuelt præget af svære følelser så som magtesløshed, sorg og angst. Når der sker ekstraordinære ting i vores samfund, så kan man sige, at vi har en naturlig reaktion på en unaturlig virkelighed. Vi reagerer ikke fordi, at vi fejler noget eller er svage. Det er fordi, at vi er mennesker - og vi har en evne til at leve os ind i andre menneskers lidelse.

 

Jo tættere på, jo mere påvirket bliver vi af krig

Jo tættere tingene kommer på os - rent geografisk og kulturelt - jo sværere er det at distancere sig fra grusomheder i verden. Derfor kommer krigen i Ukraine - et land i Europa ikke langt fra vores - tættere på os rent følelsemæssigt end krigshistorier ude i verden måske ellers plejer at gøre. Vores sædvanlige forsvarsmekanismer - så som "det er langt væk" eller "det sker ikke i vores del af verden"  - bliver sat ud af spil. Samtidig bliver vi også påvirket i vores hverdag i forhold til stigende energipriser, vores aktiemarked og måske ens arbejdsplads også bliver påvirket af sanktioner og forbud. Så vores filter til at nagivere i grusomheder i nyhederne og ude i fungerer ikke, som det plejer. Det er en helt naturlig reaktion - men også hårdt at være i.   

 

Desværre er vi ikke tjent med at blive alt for forpint at krigen i Ukraine. Det er ikke lig med, at vi skal være ligeglade - slet slet ikke -  og det kan bestemt give rigtig god mening at engagere sig i at hjælpe, hvor det er muligt. Men i blogindlægget her, har vi samlet nogle gode råd til at passe på dig selv mentalt og følelsesmæssigt, mens kriger raser. Og det er ikke sådan, at hvis du passer bedre på dig selv mentalt, så kommer det folket i Ukraine til last. Sådan hænger verden ikke sammen. Så du må gerne benytte nogle gode strategier, så du kan passe bedst muligt på dig selv i en historisk svær tid. Så ikke lad krigen i Ukraine overtage hele fokus og alle tanker hos dig. 

 

 

5 gode råd til mentalt at håndtere krigen i Ukraine

 

1) Begræns mængden af information om krigen, som du ser og læser. Det er fint at holde sig opdateret, men det skal ikke tage overhånd, så det i omfang bliver til flere timer hver dag. Og hvis du bliver meget påvirket af nyhederne, er det også okay ikke at følge fast med hver dag.  

 

2) Sørg for at beskæftige dig med mennesker og aktiviteter, som du plejer, så dit fokus ikke hele tiden er på krigen. Det er vigtigt at opretholde en normal hverdag, og at gøre de ting, som vi plejer, og som gør os glade. 

 

3) Find støtte og opbakning i familie, kæreste, venner og kollegaer. Følelsen af samhørighed føles god for os, når vi bliver ramt af andre folks ondskabsheder. Det bliver en formildende omstændighed at mærke godhed i relation til andre. 

 

4) Forsøg at berolige dig selv. Det hjælper ikke at tænke i katastrofetanker, men det gør blot de svære tanker endnu værre. Forsøg at tænke alternative tanker, når katastrofetankerne fylder meget. F.eks. at vi i Danmark bor langt væk fra der, hvor krigen udspiller sig. Eller at politikere i de forskellige lande nok skal få styr på situationen. 

 

5) Overvej at engagere dig i at hjælpe, da det kan være en god måde at håndtere følelsen af magtesløshed. For så gør du rent faktisk en forskel. Du kan fx hjælpe med at indsamle tøj eller økonomisk støtte til flygtningene i Ukraine. Du kan sende penge afsted. Måske vil det give mening at melde sig til frivilligt arbejde i en nødhjælpsorganisation. På denne måde kan du få en følelse af at gøre en aktiv indsats for at hjælpe, og samtidig mærke, at vi står sammen mod krigen. 

 

Og så igen husk, at det er helt normalt at blive påvirket af den svære virkelighed om krigen i Ukraine. Du må gerne mærke det eller reagere på det. Det er okay, og "blot"en reaktion på en barsk virkelighed. Så du skal ikke blive bange for det, som du mærker. Du er helt normal. 

 

Vi sender de varmeste tanker til folket i Ukraine. Og vores allerkærligste håb om snarlig fred.

 

Mange kærlige hilsner

Lind & Karmark