GO´MORGEN DANMARK: Staycation - få en god ferie trods corona
Vinterferien for skolebørn er lige om hjørnet for mange familier. Samtidig er der optjent ferie, som skal afholdes for de fleste. Og det er et vilkår for mange, selvom man ikke kan gøre alt det, som man plejer, når det er ferietid.
Rejser til eksotiske destinationer, hængekøje i skyggen af en palme, stå på ski ned af løjperne og drikke varm kakao i vintersolen, lege med ungerne i badeland, Tivoli, Zoo - eller noget helt femte. Alt sammen aktiviteter, som vi plejer at benytte os af, når der står FERIE i kalenderen.
Men denne periode er jo i høj grad påvirket af corona, lockdown og en hulens masse begrænsninger. Så kan man overhovedet få en følelse af ferie – og vil den tælle som restitution i krop og sind? Eller bliver det bare helt spildt - og dermed endnu en belastende ting, som vi kan tilføje til listen her under pandemien?
Det vil vi se nærmere på i dette blogindlæg...
Hvorfor har vi egentlig brug for ferie?
Vi mennesker har brug for en balance imellem at gøre ting – være i doing mode – og så blot at "være" og slappe af – being mode. Derfor har vi en arbejdsuge/studieuge sammensat af forskellige pligter men samtidig også friaftener, weekender og ferie.
En vekselvirkning mellem de to tilstande er rigtig fin for os mennesker.
At gå og lave ingenting hele tiden gennem en længere periode gør os bestemt ikke godt i forhold til hverken psykisk eller fysisk velvære. Over tid vil det kunne resultere i mindre energi, dårligere humør og lavere selvværd for mange. Hvis alle dage er ens og uden forskel og afvigelse - så mister fritid og ferie deres skønne funktion og vores værdsættelse. Hvis ikke feriedage adskiller sig fra andre dage, så går de hen og bliver lige meget.
Omvendt har vi mennesker heller ikke godt af konstant og hele tiden at være i gang med arbejde, pligter og studie. Aldrig at tillade os selv at slappe af, restituere og bare fede den. Det er bestemt heller ikke godt for krop og psyke i længere tid ad gangen. Så bliver vi overbelastet og stresset, og kroppen vil konstant være i et højt gear. Det kan både resultere i stress, panikangst eller et svækket immunforsvar.
Derfor er de løbende ferier af stor værdi for, hvordan vi mennesker har det og trives. Måske er netop de mange ferieuger og forlængede weekender (pga. helligdage) på et kalenderår, noget af det, som medvirker til, at vi danskere ligger forholdsvis højt på barometer over lykke-følelse, når den slags bliver undersøgt på tværs af lande i verden. Hvis vi sammenligner vores antal ferieuger med fx en amerikaner, så ligger vi meget højere.
Ferie og restitution har betydning for vores velvære.
Behøver vi ferie nu, hvor alting alligevel er lukket?
Det korte svar er ja!
Mange er belastet af den nuværende situation, som snart har stået på i et år. Det begynder at sætte sine spor hos en del – det mærker vi også i vores psykologpraksis. For nogle er det isolation og følelse af ensomhed, som fylder. Andre er ramt på deres levebrød og økonomi, og det giver naturligt en masse bekymringer. Andre igen er stresset over at skulle jonglere mellem hjemmearbejde og hjemmeskole. De fleste mærker et afsavn socialt. I nogle familier mærker man, hvordan det at være sammen og isoleret under samme tag slider - og let kan betyde flere skændrier og anspændt stemning i større eller mindre grad. I nogle familier er man særligt bekymret for covid-19, da man måske er del af risikogruppen, og skal gøre alt muligt for at undgå smitten. Andre oplever øget angst generelt, da den meget fokus på smitte og sygdom kan påvirke nogle særlig negativt.
Så det er en svær tid for mange. Og under svære vilkår har vi bestemt behov for noget af det dejlige i livet – og her plejer ferier at kunne bidrage med små lysglimt. Så der er også brug for ferie her i 2021, selvom vilkårene for ferien vil blive væsentligt anderledes.
Kan man opnå en følelse af ferie og restitution under en pandemi?
Lige nu er hjemmet for mange blevet til både en arbejdsplads, træningslokale, skole for ungerne, krea-lokale for de mindste – og samtidig også fritidsrum og stedet, hvor vi restituerer. Bestemt ikke en helt optimal situation, men det er desværre vilkåret aktuelt pga. coronapandemien.
Normalt, når vi skal restituere og holde ferie, så er det en stor hjælp om rammen er anderledes. Når vi fysisk er væk fra arbejdspladsen, væk fra pligter og vasketøj, væk fra en travl hverdag – ja, så bliver det simpelthen nemmere at overgive os til being-mode. Derfor plejer mange af os også at rejse, tage på hotel, på camping, i sommerhus eller på tur netop for at få gevinsten af en ramme, som adskiller sig fra hverdagens trummerum.
Men hvad gør man så nu, hvor verden er lukket for rejser? Når restauranter er lukket? Når biografer og forlystelser er lukket? Når ikke vi må ses med særlig mange andre? Kan man så overhovedet få det ud af sin ferie, som vi plejer?
Ja, det vil du godt kunne! Men det kræver aktiv planlægning og lidt kreativ tænkning i forhold til, hvad du plejer at gøre i din ferie. Og et mind-set, som accepterer, at det bliver anderledes. Lad os hjælpe dig lidt på vej.
5 gode råd til ferie under corona
- 1. Accepter at det bliver anderledes
Som du allerede er pinsomt opmærksom på, så er din livssituation pt. væsentligt anderledes, end den plejer at være. Men det kan du desværre ikke ændre på. Og hvis vi vælger at bruge meget opmærksomhed og fokusere på det, som ikke kan ændre sig, så bliver vi drænet og meget vel også stresset.
Vi ved godt, at det er træls, men vi bliver nødt til at acceptere, at vi ikke kan holde ferie, som vi plejer. Vi bliver nødt til at indstille os på at ferien i år – forhåbentlig kun vinterferie og ferier i foråret – bliver noget andet.
- 2. Planlæg ferien selvom dine muligheder er mindre
Selvom du eller I ”bare” skal være derhjemme i ferien, så er det vigtigt, at du aktivt tager stilling til, hvad der skal ske. Og det er endnu mere vigtigt med planlægningen i en tid, hvor dit hjem pt. både er arbejdsplads, skole, m.m. Hvis ikke du får planlagt, så risikerer du meget vel, at ferien kommer til at ligne de forgangne uger. At være meget hjemme, ordne lavpraktiske ting løbende, gå til og fra mails, en enkelt social aktivitet hist og her.
Hvis en hel vinterferie går med det, så vil du føle dig snydt en uge senere. Og det vil kunne bidrage til dine frustrationer – og måske er din frustrationsliste allerede lang i forvejen pt. Så vær opmærksom på at planlægge, hvad der skal ske de enkelte dage. Og jo mere konkret, jo bedre. Når det er konkret, så er det mere sandsynligt, at det kommer til at ske.
Og der kan jo godt stå en dag i feriekalenderen, hvor temaet er skærmdag. Hvor man må være på Ipad, kan lave hjemmebiograf og rende rundt i pyjamas eller nattøj hele dagen. Så det kan sagtens være en meget afslappende dag, men tag stilling til, hvad der skal ske hvilke dage.
- 3. Fokus på det lystbetonet
Når vi laver noget, som er lystbetonet, så er det god restitution for vores nervesystem. Så er vi i højere grad i being-mode, hvor det primære formål med aktiviteten er at have det rart/sjovt/afslappende eller dejligt.
Det er forskelligt, hvad vi hver især godt kan li’ at lave. Nogle er vilde med en tur på deres mountainbike i skoven. Andre kan li’ at bage en kage. For nogle er det at lytte til podcast eller strikke. Andre henter energi og humør i at være sammen med andre. Det kan også være at lave en fed danse-video, som man deler med veninderne. Du har måske gået og glædet dig til et projekt på huset eller i haven (hvad den frosne jord nu tillader).
Så find ud af, hvad du bedst kan li’. Hvad skal være på din top-3 eller top-5 over aktiviteter i den kommende ferie? Og måske skal du også lave en fælles-liste, hvor du og din familie har en top-3 over fælles aktiviteter i ferien? Tag gerne alle med på råd her og prøv at finde noget, som alle kan li’ – i hvert fald noget af tiden i ferien.
Det er forskelligt, hvor i livet vi befinder os, og hvad vi har af muligheder. Hvis man fx er del af en børnefamilie, så kan det være smart om de voksne dækker hinanden lidt ind undervejs i forhold til børnepasningen, så den anden fx kan få en tur på deres mountainbike eller trække i løbeskoene, hvis det giver nydelse. Så få planlagt det indbyrdes og tag hensyn til begge parter.
Selvfølgelig er mulighederne færre. Men der er stadig ting at gøre. Og selvom det sociale er begrænset, så sørg for at gøre det, som er muligt. Gå en tur i det fri med en god veninde. Spil tennis i det fri med din tennismakker. Ses med de få som du må i din corona-bobbel og bliv evt. testet en ekstra gang. Vær mere på Facetime o.lign. med veninder, bedsteforældre eller en ny flirt.
- 4. Lav stadig et sceneskifte
Som tidligere nævnt er sceneskifte normalt en stor del af vores ferier – vi tager simpelthen fysisk og geografisk væk for at komme væk fra pligter og hverdagsting. Det kan vi ikke på samme måde nu. Men derfor er det mere vigtigt end nogensinde i din ferie at tage aktivt stilling til rammen og ”scenen” du holder ferie i.
Så læg ALT arbejdsrelateret eller studierelateret væk. Pak arbejdscomputeren sammen og stil den fysisk væk. Hvad enten den skal ind i et skab eller tilbage på arbejdet. Ude af øje – betyder i højere grad ude af sind. Og sluk arbejdsmobil og læg den væk. Hvis du har arbejdsmobil og privat blandet sammen, så prøv at fjerne notifikationer på mails, o.lign. Og mind dig selv om at det må vente.
Hvis I kan tage i sommerhus, så gør endelig det. Hvis I kan tage en enkelt overnatning på hotel (og man må det for sundhedsmyndigheder), så gør det. Hvis du eller I kan tage på tur og køre ud i naturen og se et område, som I ikke har set før – så gør det. Hvis I som forældre kan få børnepasning en aften/nat (af familiemedlemmer, som er i jeres bobbel), så hold kæresteaften – enten derhjemme eller på hotel.
Hvis I kan lave en hjemmebiograf derhjemme en aften og efterligne biograftilstande, så kan det være hyggeligt. Med popcorn, mørk belysning – og hvad der ellers kan være sjovt. Hvis I kan lege restaurant en aften – enten som familie, kærestepar eller med din corona-veninde, så gør det. Gør noget ud af rammerne; maden, borddækning, stearinlys, musikken, m.m. Når ikke du kan komme på restaurant, så må restauranten komme til dig.
- 5. Forkæl dig selv med andre ting
Når nu man ikke bruger penge på udlandsrejser eller restaurantbesøg så forkæl dig selv eller hinanden med andre ting. Det kan være at bruge penge på lækker take-away. Det kan være at handle ind til at lave hjemmelavet sushi eller en lækker dessert.
Det kan være, at ungerne må købe en film eller et spil, når nu de ikke kan komme i biografen eller Tivoli. Måske køber du krea-ting til dig selv eller familien online, så det bliver leveret inden ferien. Måske er der råd til at købe noget lækkert til boligen eller til dig selv. Noget du har drømt om længe, men hvor der ikke har været råd. Måske er der råd nu, hvor rejsebudgettet er meget lille.
Tænk i, at selvom du ikke kan gøre det du plejer for at forsøde ferien – så gør i stedet noget andet. Men prøv at planlægge en så god ferie som muligt pt., og forkæl dig selv og hinanden.
Rigtig god ferie!
Mange kærlige hilsner
Lind & Karmark