Kroniske smerter

Smerter. Hvorfor terapi?
At leve med smerter - hvad enten de er kroniske eller dominerende i en længere periode - er et fysisk fænomen. Noget gør ondt i kroppen i en grad, så du bliver meget påvirket af det i din hverdag. Man kan så spørge sig selv, hvordan terapi og psykologer kan hjælpe, når nu det er et fysisk problem?
Krop og psyke
Forklaringen skal findes i, at de fleste sygdomme foregår i hele vores organisme, og der er en tæt forbindelse mellem krop og psyke hos os mennesker. Det gælder også ved smertetilstande. Forskning ved kroniske smertetilstande har vist, at den rette terapi derfor kan have en positiv indvirkning på kroppen, og på hvor meget smerterne fylder hos den enkelte. Lad os uddybe det lidt mere.
Hvorfor udvikler man kronisk smerte?
Omkring 20% af befolkningen lider af kronisk smerte. I mange tilfælde kender man ikke de præcise årsager til hvorfor smerten opstår, ligesom man ofte ikke ved, hvordan smerten vil udvikle sig over tid.
Kroniske smerte-tilstande
Samtidig har kroniske smertetilstande mange forskellige navne og diagnoser, og det kan være svært at forstå og navigere i hele dette felt. Nogle af de navne man kan møde for kroniske smertetilstande (uden en kendt eller velafgrænset årsag) er fibromyalgi, whiplash/piskesmæld, generaliserede smerter i bevægeapparatet, funktionelle smerter eller bodily distress syndrome (BDS).
Andre typer af smerte, hvor man kender årsagen, men ikke kan få smerterne væk ved medicinsk behandling, er neuropatiske smerter (nervesmerter), post-operative smerter (smerter der opstår efter en operation), eller vedvarende smerter efter knoglebrud, rygsmerter eller smerter ved gigtsygdomme. Fælles for alle typer smerte er, at de defineres som kroniske, når de har varet over 3 måneder.
Hvad betyder kronisk smerte for ens hverdag og livskvalitet?
Alle typer smerter kan have stor negativ indvirkning på din hverdag og dit velbefindende, og forhindre dig i at leve det liv, du ønsker. Smerten betyder ofte, at du helt eller delvist mister evnen til at kunne arbejde, og til at gøre de ting du gerne vil i fritiden og sammen med din familie, børn og venner. Det kan også være, du godt kan lave en eller flere aktiviteter, men betaler dyrt for det de efterfølgende timer/dage ved at have meget mere ondt.
Kroniske smerter slider
Det er mentalt hårdt ikke at kunne være den, som man ønsker, og på længere sigt udvikler mange med kronisk smerte angst eller depressionssymptomer. Hvis det er tilfældet, så er det lige så vigtigt at få behandlet som selve smerten.
Hjælp til kroniske smerter
Hvis du modtager den rette behandling og får de rette redskaber til at håndtere smerten i din hverdag, så kan smerten komme til at fylde meget mindre. Det kan have stor betydning for din livskvalitet samt for dit generelle humør og overskud.
Smerten skal fylde mindre
Hvis smerten fylder mindre, kan du få lov bare at være dig - med de ønsker og drømme, som du har for livet. Hos nogle kan smerteniveauet også blive mere stabilt, ved at vi forebygger at smerten blusser op eller forværres.
Effektiv behandling af kroniske smerter
De mest effektive metoder til behandling af kronisk smerte er en kombination af kognitiv terapi, afspændingsteknikker, mindfulness og gradueret genoptræning. Vi er specialiserede i disse metoder og har mange års erfaring med behandling af smertetilstande. Du kan læse mere om metoderne i afsnittet nedenfor.
Typiske problemer når man kæmper med smerter
Ved kronisk smerte oplever mange en række andre symptomer, som en følgevirkning af smerten. Det gælder fx:
- Træthed
- Koncentrationsbesvær
- Hukommelsesproblemer
- Søvnproblemer
- Parforholdsproblemer
- Bekymringer om økonomi, arbejde og familie
Smerter og kognitiv terapi
I kognitiv terapi identificerer vi tanker og adfærd, som kan være uhensigtsmæssig for din smertehåndtering. Vi hjælper dig med at justere disse strategier til mere hensigtsmæssige måder at tænke og handle på - både i forhold til smerten og andre vigtige områder i dit liv.
Vi giver dig konkrete værktøjer, som vi sammen øver i terapien, og som du også vil få for som hjemmeopgaver. Stille og roligt vil du lære at passe bedre på dig selv mentalt.
Smerter og afspænding
Vi træner sammen at bruge teknikker som vejrtrækningsøvelser og progressiv afspænding. Vi gør det i et tempo, så du kan være med, og du skal nok blive guidet godt af din psykolog. Disse øvelser kan afhjælpe muskelspændinger og give mere ro i kroppen. Det har en positiv indvirkning på din smertetilstand.
Smerter og mindfulness
I mindfulness meditationer øver vi at være til stede i nuet, og rette opmærksomheden mod forskellige sansninger uden af bedømme eller vurdere disse. Det er gavnligt at lære denne ikke-dømmende tilgang til dine smerter - også selvom det er rigtig svært til en start. En mindful og mere accepterende tilgang til et kronisk smertefænomen har nemlig stor betydning for, hvor meget smerterne fylder i din bevidsthed. Lidt forsimplet sagt kan man sige, at jo mere du fokuserer på smerterne og giver dem negativ opmærksomhed, jo værre vil de blive.
At komme til stede
Gennem opmærksomhedstræning i terapien kan du blive bedre til at mærke og sortere i dine sansninger fra fx krop og tanker. Du vil kunne træne at blive mere nærværende i andre aspekter af dit liv end dine smerter. Mindfulness er i sin tid udviklet til netop smertebehandling, og talrige undersøgelser har vist, at det har en rigtig god terapeutisk effekt.
Smerter og gradueret genoptræning
I gradueret genoptræning afdækker man først, hvilket aktivitetsniveau du kan håndtere uden at få en forværring af dine smertesymptomer. Dernæst træner vi at justere din adfærd og dine aktiviteter til dette niveau samt at holde niveauet stabilt. Når du har opnået stabilitet, øger vi langsomt og gradvist dit aktivitetsniveau. Dit aktivitetsniveau bliver på den måde udvidet, men i et tempo og til et niveau, så dine smertesymptomer ikke forværres af det. Når du har mulighed for flere aktiviteter i din hverdag, vil du opleve, at det har en gavnlig effekt på dit generelle humør og overskud.
Kroniske smerter og onlineterapi
Det kan ske, at smerterne er så voldsomme, at det er svært for dig at møde op til din psykologsession. I den situation har vi god erfaring med at tilbyde online terapi via sikret videoforbindelse eller telefonterapi. Det er en god måde at komme igang med terapien på - uagtet dit smerteniveau. Onlineterapi eller telefonterapi er også en mulighed, hvis du bor langt væk fra vores praksis, og der ikke findes specialiseret terapi i dit nærområde.
Vi glæder os til at høre fra dig. Du kan her finde vores kontaktinformationer, og er altid velkommen til at kontakte os. Vi vil meget gerne hjælpe.
Mange hilsner
Trine og Camilla
1. Skab balance mellem aktivitet og hvile
Ved kronisk smerte skaber smerten ofte nogle forskellige uhensigtsmæssige aktivitetsmønstre, hvor man enten bliver for passiv eller for aktiv. Hvis man bliver for passiv, mister man udholdenhed, muskelmasse og får dårlig kondition. Det gør kroppen mere sårbar, og ens tærskel for hvor meget aktivitet man kan udholde bliver sænket, så smerten bliver værre og livskvaliteten bliver dårligere. Tit hænger angst eller bekymring for bestemte aktiviteter eller for selve smerten sammen med for lidt aktivitet og for meget hvile. Omvendt, hvis man bliver for aktiv og overhører smerten i kortere eller længere perioder, så gør det også, at smerten bliver værre, så man har meget mere ondt og er meget mere træt end ellers. Det vil sige, at man både får det værre af at gøre for lidt - hvis man fx. er overopmærksom og bekymret for smerten - og af at gøre for meget, hvis man ignorerer smerten, og bare knokler på. Det er derfor vigtigt, at skabe den rette balance mellem aktivitet og hvile. En svær balancegang som det kan kræve lidt tid at finde.
2. Hold mange små pauser
Det kan være svært, ikke at kunne det samme som man kunne tidligere, eller som folk omkring en kan. Derfor forsøger mange med kroniske smerter at passe ind og gøre ting på lige fod med alle andre. Gør du måske også det? Som regel er det desværre ikke så realistisk. Man bliver nødt til at passe på sig selv, og en god måde at gøre dette på, er ved at holde mange, men små pauser gennem hele dagen. Det gælder både, hvis du støvsuger derhjemme, eller hvis du er til middag hos nogle venner. De små pauser kan gøre, at man bedre kan være tilstede. Og pauserne kan gøre det nemmere at mærke efter, hvordan kroppen har det, og hvornår den egentlig siger fra. På den måde kan små pauser være med til at forebygge at dine smerter bliver forstærket.
3. Lav en bevidst prioritering i opgaver
Det er vanskeligt at leve med kroniske smerter, og smerten vil næsten altid tære på ens ressourcer og gøre ens funktionsniveau dårligere. Det er derfor vigtigt, at du laver en bevidst prioritering i opgaver, da du ikke kan klare tingene i samme mængde og tempo, som inden du fik smerter. Det er derfor nødvendigt både at øve at sige nej og pyt, når det handler om, hvor meget du kan klare, og hvor høje krav, du sætter for sig selv. Det der er vigtigst for dig må prioriteres først, alt andet må udsættes eller uddelegeres – og det er ok!
4. Lav afspændingsøvelser
Muskelspændinger og kronisk smerte hører ofte sammen. Når man har ondt, spænder man tit musklerne i områderne med og omkring smerten, som en slags kropslig selvbeskyttelse. Desværre kan muskelspændinger dog give endnu mere smerte over tid, som igen giver anledning til flere spændinger. Det kan derfor være nyttigt for dig at lave afspændingsøvelser for at bryde den negative spiral mellem smerter og spændinger. Øvelser som fx progressiv afspænding eller mindfulness-baseret kropsscanning kan være gode at bruge som hjælp til afspænding.
5. Husk at gøre ting der giver dig glæde!
Når ens ressourcer er begrænsede, og man er i en svær periode i ens liv, hvor sygdom og behandling måske fylder alt for meget, så stopper man ofte med at lave lystbetonede aktiviteter. Der er ganske enkelt ikke overskud til det. Er du også kommet til at gøre det? Det er helt naturligt, men på længere sigt vil det påvirke dit humør og livskvalitet negativt. Det er derfor vigtigt at få de ting tilbage, som giver dig glæde i hverdagen. Det kan være i ganske små portioner, men meget gerne dagligt. Du skal huske gøre de ting, der føles godt for dig. Det skal ikke nødvendigvis være nyttige eller udviklende aktiviteter, men bare aktiviteter der føles godt her og nu, og som du kan lide at lave.
BEHANDLING AF DINE KRONISKE SMERTER
Vi ved godt, at det er svært at leve med kroniske smerter, men vi håber meget at de gode råd kan bruges. Og endelig lad os hjælpe dig yderligere i terapien, hvis du har behov for det.
Du kan læse om os psykologer, hvis du vil lære os lidt bedre at kende, inden du booker tid.
Endelig tag kontakt til os, så vi kan hjælpe dig videre. Du kan skrive til kontakt@kognitivpsykologpraksis.dk eller ringe til 5388 1200. Eller booke tid online på siden.