Blogindlæg

SELFITIS - når behovet for at tage selfies tager over

Hvornår går det at tage billeder af sig selv med mobilen fra at være en sjov og uskyldig handling til at være en adfærd, der ligger op ad en psykisk problemstilling. Det var vores psykolog Camilla Karmark i TV2 NEWS og diskutere i går. Vi følger indslaget op med et blogindlæg, hvor du bl.a. kan teste om dine egne selfie-vaner er blevet uhensigtsmæssige.
Billede af kvinder som tager selfie

Den digitale ungekultur

Det er vigtigt at slå fast, at det jo ikke forholder sig sådan, at alle unge eller voksne, der går rundt med en mobiltelefon i hånden og tager billeder af sig selv, har en psykisk lidelse. Vi er trådt ind i en digital tidsalder, hvor mobiler, I-pads og computere er blevet en integreret del af hverdagen. Så vi må forstå disse devices, som del af dagens (unge)kultur, der byder på muligheder for fx læring, underholdning og kontakt til andre. Det kan være fint….

Den bagvedliggende motivation for at tage selfies

Når vi skal vurdere, om hvorvidt selfie-adfærden er gået fra at være sjov og uskyldig til at være en problemadfærd, der ligger sig op ad psykiske udfordringer såsom stress eller lavt selvværd, vil vi typisk være på jagt efter den enkeltes bagvedliggende psykologiske motivation. Hvilken funktion har det at tage selfies? Hvad er den enkelte egentlig på jagt efter igennem den adfærd?

PRØV AT BESVAR FØLGENDE UDSAGN FOR AT BLIVE KLOGERE PÅ DIN EGEN MOTIVATION FOR AT TAGE SELFIES:

  • DET VIRKER AFSTRESSENDE PÅ MIG AT TAGE SELFIES
  • JEG FØLER MIG SELVSIKKER, NÅR JEG TAGER SELFIES
  • JEG BLIVER I HØJERE GRAD ACCEPTERET SOCIALT, NÅR JEG TAGER SELFIES
  • DET PÅVIRKER MIT HUMØR MED DET SAMME, NÅR JEG TAGER EN SELFIE
  • JEG FØLER MIG MERE POPULÆR, NÅR JEG LÆGGER MINE SELFIES PÅ DE SOCIALE MEDIER
  • JO FLERE SELFIES JEG TAGER, JO BEDRE BLIVER MIT HUMØR
  • JEG FÅR ET MERE POSITIVT SYN PÅ MIG SELV, NÅR JEG TAGER SELFIES
  • NÅR JEG TAGER SELFIES GIVER DET BEDRE MINDER OMKRING MINE OPLEVELSER
  • JEG LÆGGER JÆVNLIGT SELFIES UD FOR AT FÅ FLERE “LIKES” OG KOMMENTARER PÅ SOCIALE MEDIER
  • NÅR JEG LÆGGER SELFIES UD FORVENTER JEG, AT MINE VENNER ROSER MIG
  • JEG BRUGER FOTOREDIGERING FOR AT GØRE MINE SELFIES SMUKKERE OG SE BEDRE UD END ANDRE

Når løsningen bliver problemet

Vi møder ofte klienter, der som udsagnene antyder, bruger det at tage selfies, som en strategi til at slappe bedre af eller blive mere tilfreds med sig selv. Problemet er, at virkningen er meget kortsigtet. Det er en adfærd, der giver en umiddelbar lettelse, ro eller bekræftelse. Langsigtet er adfærden dog med til at vedligeholde problematikker som stress og lavt selvværd.

Jagten på "likes"; afhængighed, stress eller lavt selvværd

Når vi lægger et redigeret billede op af os selv og høster den umiddelbare belønningsfølelse, der følger med, får vi lyst til at gøre det igen og igen. Belønningsfølelsen (fx roen eller anerkendelsen) varer ikke ved og der skal løbende flere og flere selfies og likes til for at give os samme følelse. Det er fejlagtigt at tro, at selvværdstanken bliver fyldt op igennem denne adfærd. Tværtom begynder vi at føle, at “vi kun er gode nok hvis vi får x antal likes” og at “andre kun synes godt om os, fordi vi har redigeret og ændret på vores egentlige udseende”. Vores værd som mennesker kommer til at afhænge af andres likes og vurdering af os og det er et skrøbeligt fundment. Vi kommer med andre ord ind i en ond spiral, hvor afhængigheden tager til og hvor der skal mere og mere til for at give os den umiddelbare anerkendelse - det er i sig selv ret stressende.

Når vi hele tiden skal tænke i “den perfekte selfie” gør det desuden, at vi aldrig hengiver os til at det “nu” vi er en del af. Det er svært at være tilstede og hygge os og slappe af, når vi hele tiden skal tænke i rigtige “poses”, vinkler og lys. Vi ved fra forskningen, at vi mennesker er i trivsel og bedst restituerer, når vi retter opmærksomheden udad og så og sige er ikkevurderende til stede i det, vi gør. Selfie-fokus og -adfærd stresser.

Selfie-adfærd kan aldrig blive en løsning på en selvværdsproblemstilling eller en stressproblematik. Det er tværtimod med-udløsende og med-vedligeholdende for netop sådanne problemstillinger. 

Kontakt os endelig, hvis vi skal hjælpe dig:-)

Kærlig hilsen
Lind & Karmark

 

"Når vi hele tiden skal tænke i “den perfekte selfie” gør det desuden, at vi aldrig hengiver os til at det “nu” vi er en del af".
Lind & Karmark