HJERNERYSTELSE – MIN HISTORIE OG GODE RÅD

Jeg var som sagt indlagt en uge på hospitalet. Jeg fik en hjernerystelse, mikroblødninger i hjernen, øresten på begge ører og en fraktur i lænden. Jeg var fuldtidssygemeldt i over 2 måneder samt deltidssygemeldt et par måneder yderligere.

Efter ca. ½ år var jeg tilbage til en normal hverdag. Jeg har ingen gener fra mit hoved eller mén i forbindelse med hjernerystelsen (kun mén fra min fraktur i lænden).

Hvorfor fortæller jeg om min hjernerystelse?

Hvilken relevans har det at fortælle min historie med ulykken og egne erfaringer med hjernerystelse? Som psykologer er vi nemlig ret obs på ikke at fortælle meget personligt – så ikke vores klienter skal føle de skal tage hensyn til os. Eller skal føle, at vi forsøger at ”kloge os” på noget, som de måske har en anderledes oplevelse af. Derfor har jeg heller ikke tidligere skrevet om min oplevelse med hjernerystelse, netop af hensyn til det. 

Men i tiden efter ulykken - særligt i takt med jeg fik det bedre og begyndte at tænke mere fagligt igen – så blev jeg lidt frustreret på vores samfunds vegne omkring rådgivning til hjernerystelser. Jeg bliver nemlig rigtig ærgerlig og ked af det på folks vegne, når de bliver fastholdt i forpinthed, som kunne være undgået. I tiden efter ulykken tænkte jeg ofte ”hold nu op, hvor er der mange dumme skræmmehistorier om hjernerystelser”. Eller ”hold nu fast, det vrimler jo med elendige råd”. Eller ”shit, hvis man har tendens til at bekymre sig – og kommer i kløerne på de forkerte – så får man det jo aldrig bedre efter en hjernerystelse!”.

Så derfor dette blogindlæg. 

Hvis det kan hjælpe nogen derude, så deler jeg gerne mine egne erfaringer med hjernerystelse i kombination med min faglige viden som psykolog gennem snart 20 år. Måske det kan være til gavn for netop dig eller en af dine kære? Hvis du derimod bliver irriteret eller provokeret af blogindlægget så luk endelig for din skærm. Det er ikke min intention at provokere, og jeg har ikke en agenda som psykolog, hvis ikke det giver mening for den enkelte. 

Symptomer på hjernerystelse

De første uger efter indlæggelsen havde jeg mange symptomer på hjernerystelse. Jeg havde problemer med synet, som drillede mig (selvom mine øjne ikke fejlede noget). Min datter husker, at jeg ofte sagde ”jeg har altså pis med sam-synet”. Samtidig følte jeg mig generelt meget overvældet af sanseindtryk – jeg havde virkelig en følelse af sensorisk over-load. De første måneder så jeg ikke tv, da det var ret ubehageligt. Det gik visuelt for hurtigt for mig. Og når min kæreste scrollede på sin mobil, måtte jeg kigge væk, da det var ubehageligt. Lyde kunne også virke overvældende.

Jeg blev drillet en del af svimmelhed og følte mig generelt hurtigt rundtosset. Den første måned havde jeg også øresten på begge ører, så det forværrede min svimmelhed. Men også efter øresten var afhjulpet, døjede jeg en del med svimmelhed pga. hjernerystelsen.

Jeg blev også hurtigere træt og hvilede generelt mere – især de første uger. Måske huskede jeg også lidt dårligere de første uger og måneder, men det er svært at måle på, så det er mere tvivlsomt. Jeg havde også lidt hovedpine i starten.

Jeg kan læse mig til at mange af de symptomer, som jeg havde på hjernerystelse, er ret klassiske. Og så kan det være forskelligt, hvad der fylder mest hos den enkelte. 

Tiden de første uger og måneder med hjernerystelse

I starten gik alting mere langsomt, men der var også tid til det i perioden, hvor jeg var fuldtidssygemeldt. I takt med jeg stille og roligt skulle lidt op i gear blev det lidt ekstra træls med mine symptomer og begrænsninger i forhold til min vanlige måde at være på.

I en periode var det ret hårdt at skulle jonglere forskellige ting i hverdagen – samtidig med alle hjernerystelsessymptomerne. Der var fx kommune (snak med socialrådgiver pga. sygemelding), advokat (hvor jeg skulle svare og sende diverse pga. retssag), læge- og hospitalsbesøg, ansvarsopgaver som forælder (fraskilt og har min datter 9 ud af 14 dage) samt som psykolog (var tilbage på deltid efter nogle måneder). Som psykolog har jeg egne klienter men er også klinikejer (min kompagnon Trine hjalp ekstra i tiden efter ulykken).

Episoder jeg husker som ekstra trælse efter hjernerystelsen

Jeg husker, at jeg sidder hos lægen og græder, fordi jeg ikke kan få hendes hjælp til en anbefaling af samsynstræning. Der er ikke evidens for det, så hun ville ikke eksplicit anbefale det i forhold til min sundhedsforsikring (helt fair). Men lige der var det helt uoverskueligt for mig. 

(Siden er jeg glad for det ikke blev bevilliget, da det ellers ville være endnu en ting, jeg skulle gå til i en tid med mindre overskud og ressourcer. Og synet regulerede sig af sig selv i takt med at tiden gik, og jeg vendte tilbage at bruge mit syn normalt igen).

Jeg husker også, at jeg dagen efter en fest (et par måneder efter ulykken) var rigtig ked af det, da det slet ikke havde været til festen, som det plejede. Jeg synes, der var for meget larm, jeg blev træt, jeg drak ikke, jeg blev overvældet, jeg måtte gå ind og lægge mig under festen, og vi gik tidligt hjem. Og normalt er jeg det modsatte til fester og elsker at give den gas. Så synes bare det hele var super træls – og var træt af, at det havde varet flere måneder! 

Jeg var også til en musical i London i efteråret – havde sagt ja til at se forestillingen, selvom jeg godt vidste, at det ville udfordre både syn og ubehag ved høje lyde. Under første akt sad jeg med lukkede øjne en del af tiden og overvejede at blive væk fra anden akt. Men jeg tænkte ”fandeme nej, så må jeg lukke øjnene igen”. Og husker at anden akt blev en anelse nemmere, som om min hjerne havde vænnet sig til lidt af alt det overvældende. 

Alle skræmmehistorierne om hjernerystelse

I tiden efter ulykken var der virkelig mange, som fortalte mig skræmmehistorier. Næsten alle kender nogen som har fået en hjernerystelse på et tidspunkt – og alle de gode historier hører man virkelig sjældent. Til gengæld hører man alle historierne om dem, som har symptomer på hjernerystelse meget meget længe.

Og folks intentioner er jo gode. De har hørt ”du skal virkelig passe på” og ”pas på du ikke kommer for hurtigt i gang” og ”din hjerne kan tage skade”. Og så videregiver de historierne til mig (og andre som får en hjernerystelse), fordi de tror på historierne – og gerne vil passe på én.

Men det er virkelig synd og ærgerligt med alle de dårlige historier derude om hjernerystelse som bliver videregivet. Det er med til at give mange folk som får en hjernerystelse et vedvarende problem. For hvis man bliver bange for sine symptomer, og tænker der reelt er fare på færde længe efter ulykken, ja, så går symptomerne aldrig væk. Det vender jeg tilbage til. 

På hospitalet fik jeg at vide af neurologen/overlægen, at jeg ikke ville få mén af at have slået mit hoved. Jeg fik at vide, at jeg skulle tage det stille og roligt i starten men ellers langsomt komme tilbage til min hverdag – og så ville symptomerne aftage. 

Samtidig ved jeg (qua min mange års erfaring som psykolog med speciale i angst), at hvis vi giver kropslige symptomer meget opmærksomhed, så vil det forstærke dem. Så jeg accepterede symptomerne, væbnede mig med tålmodighed, og kom også tilbage til min hverdag og mit liv stille og roligt (på trods af symptomerne). 

Alle de dårlige råd om hjernerystelse (og der er mange)

Jeg har her samlet nogle klassiske sætninger, som jeg har hørt, fået fortalt eller læst i tiden efter ulykken. Der åbnede sig en ny verden for mig omkring hjernerystelser og snakken om dem. Måske du har hørt nogle af de samme….:

”Kroppen husker”

”Du skal lytte til kroppen”

”Du skal mærke efter”

”Pas på, din hjerne kan tage skade”

”Det er farligt at komme for hurtigt i gang igen”

”Dine symptomer kan blive kroniske, hvis du ikke lytter til kroppen”

”Du skal undgå at udfordre dig selv for meget”

”Du skal holde øje med dine symptomer – og skrue ned, hvis det bliver for meget”

”Vi må håbe, at det ikke bliver permanent”.

Som nævnt i forrige afsnit så blev jeg ikke bange for disse skræmmehistorier. Både pga. den viden jeg havde fået fra læge/neurolog, om at jeg ikke ville få mén med mit hoved. Og jeg lyttede samtidig til hans råd om stille og roligt at komme op i gear igen. Samtidig har jeg ikke har tendens til at bekymre mig, og jeg kunne støtte mig op af mit fag. Det er en gave at være psykolog, når livet er svært – så det hjalp mig også godt i denne fase.

Mads Ellesøe’s (virkelig gode) podcast om hjernerystelse

I foråret 2024 får jeg nys om journalist Mads Ellesøes podcast ”Faldet”. På det tidspunkt er jeg tilbage på fuld tid som psykolog og klinikejer. Jeg døjer stadig med lidt svimmelhed, som driller mig. Jeg tager derfor stadig nogle hensyn i privatlivet – især med alkohol, som jeg næsten ikke drikker. Jeg går heller ikke sent i seng i weekenden. Og holder mig fra fysisk aktivitet, som kan gøre mig rundtosset (Tivoli-ting, at presse mig selv i træningscenter, o.lign.).

I podcasten lærer jeg, at tilgangen – som en del prædiker herhjemme – med at passe på og undgå symptomer (også mange uger og måneder efter selve hjernerystelsen), at den er simpelthen forkert. Rådet med at hvile meget eller være inaktiv længe efter ulykken, det blot forlænger og forstærker symptomer på hjernerystelse. Forskning i USA (hvor amerikansk fodbold resulterer i mange hjernerystelser) viser, at fortsatte symptomer på hjernerystelse lang tid efter, at det skal trænes væk. Der skal gradvist eksponeres for de symptomer, som særligt fylder – så at hjernen igen vænner sig til det. Og at så vil symptomerne aftage. 

Jeg synes, det var en virkelig god podcast. Det gav mening i forhold til egne erfaringer, og også den viden jeg ellers har om vores krop og psyke, som psykolog. Og timingen var genial i forhold til de symptomer, som jeg stadig havde (i småtingsafdelingen).

Det gjorde, at jeg i månederne efter podcasten (ca. 8 måneder efter ulykken) turde skrue yderligere op for mit liv. Og ikke tolke forkert på symptomer. 

Tidspunktet hvor jeg hører podcasten er et par uger inden, at Trine (min kompagnon) og jeg skal flytte klinik til ny lokation. Det er altid hårdt med en flytning, som koster ekstra kræfter. Og ja, jeg blev da rigtig træt de weekender, hvor Trine og jeg flyttede – ligesom Trine også gjorde det. Men pga. den viden jeg fik fra podcasten, så tolkede jeg ikke forkert på det.

Og ja, jeg bliver altid svimmel, når jeg er i Tivoli med min datter og prøver forlystelser. Og ja, jeg bliver både træt og lidt rundtosset, hvis jeg fester, får alkohol og kommer sent i seng. Men meget af det er jo helt normalt. – og jeg tillod de symptomer i tiden, hvor min hjerne skulle vænne sig til det sidste ”come back”. Og der var Mads Ellensøes podcast virkelig fed – jeg skruede så og sige op for de sidste ting, så ikke der var nogen som helst undgåelse tilbage af ting, som jeg ellers ville have gjort tidligere.

Tæt forbindelse mellem krop og psyke – det kan drille ved hjernerystelse

Jeg har arbejdet målrettet med angstproblematikker de sidste 20 år. Jeg har haft tusindvis af klientforløb, jeg har taget flere efteruddannelser, jeg har superviseret og undervist – ja, jeg brænder bare virkelig for alt inden for angstbehandling.

Læs mere om: Angstbehandling i vores klinik. 

Fra min viden og erfaring med angstbehandling ved jeg, at der er en virkelig tæt sammenhæng mellem krop og psyke. Begge er dele af det at være menneske og tæt forbundne. Og det kan nogle gange drille i forhold til angst – særligt de angstproblematikker, hvor der er meget fokus på kropslige og kognitive symptomer.

Det driller bl.a. ved sygdomsangst (bange for at være syg og overse vigtige symptomer). Det driller ved panikangst (får angstanfald, som er voldsomme – og bliver bange for, hvad det betyder). Det driller ved angst for stress (efter stressforløb kan man være bange for tilbagefald og tolker meget på alt kropsligt og kognitivt længe efter overbelastning). 

Kort fortalt (ellers kan du læse meget mere om det flere steder på vores hjemmeside) så vil du kunne mærke kropslige, sansemæssige og kognitive symptomer mere, hvis du giver det meget opmærksomhed. 

Lad mig give dig et simpelt eksempel. Har du prøvet at nogle taler om lus – og så mærker du efter i hovedbundet – og vupti, så synes du at det kløer? Det er ikke fordi snakken om lus, giver dig lus. Men det skyldes, at du vender din opmærksomhed mod hovedbunden – og da vi er i live med et maskineri som konstant er i gang på indersiden - ja så kan du mærke noget netop der. Så det er et ganske almindeligt og helt harmløst fænomen. 

At analysere, gruble eller bekymre sig meget – det kan drille ved hjernerystelse

Hvis du samtidig har tendens til at analysere meget og give ting i dit liv meget opmærksomhed på tankeplan, så kan det også drille ved hjernerystelse. Det kan fx være, at du bekymrer dig om ting som kan gå galt – i dit liv, din familie eller i verden generelt. Det kan også være, at du har tendens til at gruble en del over ting – det kan grublerier om dig selv (måske selvkritiske) eller kritiske ting om din fortid eller fremtid. 

Hvis du har tendens til at forfordele negative tanker på tankeplan, så kan det altså være med til at forstærke de negative symptomer. For hvis tanker og bekymringer om dine symptomer får meget negativ opmærksomhed, så er det sandsynligt at du kommer til at mærke mere efter. Og hvis du kommer til at mærke meget efter (som nævnt ovenfor) – ja, så får du desværre et vedvarende problem. 

Lære mere om: Når bekymringer og grublerier fylder meget.

Generelt kan man sige, at det er dårlige mentale strategier at analysere meget på negative ting, at bekymre sig i timevis eller genbesøge selvkritiske eller modløse grublerier dag efter dag. Den type mentale strategier kan desværre meget vel blive fordret af alle skræmmehistorierne, den vage rådgivning og de dårlige råd (som nævnt i ovenstående). 

Den perfekte kombination til never-ending symptomer på hjernerystelse

Så vi har altså viden om, at fokus på symptomer vil forstærke fornemmelsen af dem. Så hvis du gør det meget, vil du blive ved at have dem.

Samtidig ved vi, at i tiden efter en hjernerystelse (når der er gået nogle dage/få uger), at så er løsningen ikke mere hvile og inaktivitet. Det vil gøre, at din hjerne ikke får hjælp til at genoptræne og integrere det, som blev generet under hjernerystelsen.

Samtidig er inaktivtet noget rigtig møg, hvis man har tendens til at analysere meget, gruble og bekymre sig. For hvis du er inaktiv (fx lægger i sengen for nedrullede gardiner), så har du alt for god tid til at give de negative tanker opmærksomhed. Din undgåelse spiller så og sige negativt sammen med mentale strategier, hvor du forfordeler negative tanker. Ved inaktivitet får du heller intet ”gratis forærende” i forhold til din opmærksomhed. Du vil nemlig nemt komme til at give dine symptomer samt de negative tanker opmærksomhed – fremfor en aktivitet eller oplevelse i den virkelige verden. 

Og hvis vi så krydrer alle disse uheldige strategier (fokusere på symptomer, mærke efter, være inaktiv og bekymre sig) med en masse skræmmehistorier, dårlige råd og vage guidelines, så har vi den perfekte kombination til hjernerystelsessymptomer, som aldrig stopper. 

Læs mere om: FAQ om terapi, hvis du overvejer det selv. 

6 gode råd til hjernerystelse

Så for at koge alle mine pointer ned til nogle gode råd til hjernerystelse, hvad vil jeg så anbefale?

Hvis der er gået flere dage eller uger siden din hjernerystelse, så skal du:

1. Huske at ulykken (hvor du slog dit hoved) den var træls og (nok også) farlig. Men at komme tilbage til livet efter en hjernerystelse, det er IKKE farligt.  
2. Ikke være inaktiv og lave undgåelse i dit liv. Du skal derimod hjælpe din hjerne med igen at integrere forskellige stimuli og sanseindtryk. Det vil sige udsæt dig selv for almindelige aktiviteter fra dit liv, som fremprovokerer dine symptomer. Og udsæt dig selv for dem gradvist, dvs. gradvis eksponering. Sørg for hele tiden at udsætte dig selv for lidt mere (af det du ellers plejede) – ikke stoppe hver gang, du mærker symptomerne. 
3. Ikke hele tiden hold øje med dine symptomer. Lad dem så og sige passe sig selv og accepter, at de er der. Du skal altså øve tålmodighed og accept af trælse fysiske og kognitive symptomer i en periode (og hvis du har overhåndteret de symptomer i en lang periode – så tager det også lang tid at slippe det fokus igen). Tænk at du lever dit liv med dine symptomer – fremfor en logik om, at de skal væk førend du igen må leve livet (med den logik får du ellers aldrig livet tilbage).
   Så tænk i stedet, at du tager hjernerystelsessymptomerne med på tur, med på job, med til venindeaftaler, med ungerne på legeplads, med i Tivoli, med i soveværelset, med til fest, med til sport, med i biffen, osv. Du øver at lade dem passe sig selv og i stedet vender du din opmærksomhed mod det, som du er i gang med.  
4. Øve dig i ikke hele tiden at gå i dialog med dine bekymringstanker. Ikke hele tiden analysere på alle mulige tanker om hjernerystelsen – det kan være tanker om symptomer, konsekvenser det har haft, bekymringer du kan have, skræmmehistorier du har fået fortalt, grublerier om fremtiden, m.m. Hvis du hele tiden går i dialog med netop de tanker – ja, så bliver de ved at fylde det hele. 
   Benyt i stedet nogle gode mentale værktøjer til at lade tankerne om hjernerystelse være. Tænk fx på dine bekymringstanker som en telefon der ringer, men lad være at tage den hver gang den ringer. Du skal øve dig i ikke hele tiden at give dine bekymringstanker opmærksomhed – for det er meget vedligeholdende for, at de tanker konstant fylder i din bevidsthed. Så bare ”lad telefonen ringe”, men vend din opmærksomhed tilbage på det du var i gang med.
5. Hvis du følger en del profiler på sociale medier, som taler til din bekymringstendens om hjernerystelser – så stop med at følge dem. Eller hvis din internet-algoritme fodrer dig med konstante tekster, så ikke klik på det længere.  
6. Ikke blive ved at tale med andre om hjernerystelse og dine symptomer. Giv i stedet dig selv lov til at tale højt om drømme og ønsker for fremtiden. Hvilke ting som gør dig glad, giver dig energi, fylder dit liv med mening, hvad du brænder for, hvad du gerne vil have mere af, osv. Så også giv dig selv lov til at skifte fokus i dine samtaler. 

Alting kræver øvelse. Så læs på de gode råd flere gange – mind dig selv om det. Du skal i gang med nye vaner, både mentalt og adfærdsmæssigt. 

Læs mere om: Den helt rigtige psykolog til netop dig. 

Når den tvungne pause (med hjernerystelse) kan lære dig værdifulde ting

Citatet ”what doesn’t kill you makes you stronger” er ikke nødvendigvis rigtigt. Så der behøver bestemt ikke komme noget godt ud af en træls oplevelse. Den kan bare være træls. Punktum.

Jeg fik selv noget læring ud af ulykken omkring mit liv (når nu jeg blev påtvunget situationen). Den gjorde noget tydeligt for mig.

Den første læring af den tvungne pause var, at det blev tydeligt, at vi var blevet for store i vores psykologklinik. Det var blevet for stressende. Så min kompagnon og gode veninde gennem 20 år (Trine Lind) og jeg havde nogle gode snakke i efteråret 23 (i månederne efter ulykken) – og nåede frem til at downsize. Det var derfor vi flyttede til mindre lokaler i foråret, som jeg beskrev tidligere. 

Den næste læring var, at jeg blev bedre til at passe på min søvn. I en længere periode efter ulykken var jeg tvunget til flere pauser og mere søvn – og det gjorde, at jeg fik bedre rytmer. Og jeg kunne se værdien af at komme tidligere i seng på hverdage. Det havde jeg underkendt en del år. Den læring og erkendelse har jeg holdt fast i, også nu 2 år efter ulykken. 

Hvis perioden med hjernerystelse – og måske en længere pause fra dit vante liv – har givet dig nye erfaringer og erkendelse, så brug det endelig. Hvis du har lært noget vigtigt omkring dit liv, og det som giver dig livskvalitet – på grund af den tvungne pause med hjernerystelse – så brug det endelig. Men vær obs på, at det ikke er pga. hjernerystelsen, at du har brug for fx, at – have flere pauser, komme tidligere i seng, have lagt en livsstil om, truffet valg i din familie, prioritering i din fritid, m.m. – men simpelthen fordi, at det er godt for dig. 

Hvis du kobler de nye gode tiltag op på selve hjernerystelsen, så slipper du aldrig ud af det greb. Og det har alt for mange begrænsninger. 
Hvis du derimod tænker, at den tvungne pause med hjernerystelsen har lært dig brugbare ting om dig selv og dit liv – og det er din fortælling – så kan du nøjes med at drage nyttig læring ud af det. Og ikke fortsat fokusere på de fysiske symptomer ved hjernerystelse.  

Pas godt på dig selv - og tag livet tilbage efter en hjernerystelse

Jeg håber, at mit blogindlæg kan hjælpe netop dig. At det giver mening der, hvor du er i livet og med det, som du kæmper med. Jeg håber, at det kan forklare nogle symptomer, som du ellers er forvirret og rådvild omkring. Samtidig ønsker jeg at de gode råd hjælper dig tilbage til det liv, som du gerne vil have.

Hvis du har brug for støtte i processen med at komme godt tilbage mentalt og følelsesmæssigt efter en hjernerystelse, så er du velkommen til at kontakte os. Jeg har flere dygtige kollegaer, og vi er alle specialiseret inden for samme mentale strategier. 

Alt det bedste til dig.

Mange kærlige hilsner
Camilla Karmark