Psykolog København

Psykolog Trine Lind Laursen

Mit navn er Trine Lind Laursen, og jeg er medstifter af Lind & Karmark – Kognitiv Psykolog Praksis. Jeg er uddannet psykolog fra Københavns Universitet i 2006 og har siden specialiseret mig i kognitiv adfærdsterapi. Foruden mange års praksiserfaring med kognitiv terapi, har jeg taget en 2-årig efteruddannelse indenfor metoden. Jeg har valgt at bygge på med en 2-årig metakognitiv efteruddannelse, som jeg er i slutningen af. Jeg er meget begejstret for resultaterne med den metakognitive metode og har med solid erfaring indenfor begge metoder mulighed for at skræddersy forløbet, så der er bedst mulige resultater for den enkelte. I mit 13-årige arbejdsliv som klinisk psykolog har jeg primært behandlet angstlidelser, OCD, stress og depression. Områder jeg virkelig brænder for at behandle.

 

Det er vigtigt for mig, at du føler dig godt mødt hos mig. I første session vil vi sammen undersøge, hvilke problemer, du står med og sætte mere specifikke mål op for, hvad du ønsker hjælp til igennem terapien. I et ligeværdigt samarbejde og ved hjælp af konkrete værktøjer, psykologisk indsigt og støtte fra min side, vil vi arbejde os hen mod de mål. 

 

Jeg har arbejdet som psykolog i andre private kognitive klinikker på Vesterbro, i indre by og i Gentofte og har den vej fra stor erfaring i arbejdet med angstlidelser, OCD, stress og depression. Jeg har desuden arbejdet i en stor privat virksomhed i København, hvor jeg hjalp personer tilbage i arbejde efter sygemelding. Efterfølgende var jeg med til at starte en psykiatrisk psykologisk klinik op i Vejle. 

 

Foruden individuel behandling har jeg stor erfaring i gruppebehandling, undervisning og supervision. Jeg har haft mange konsulentrettede opgaver med undervisning og supervision af psykologer og andre faggrupper såsom plejepersonaler og det uniformerede personale i Anstalten ved Herstedvester.

 

Jeg ser frem til at møde dig og glæder mig til at hjælpe dig med den problemstilling, du døjer med. Velkommen til.

 

De bedste hilsner

Trine Lind Laursen