Generaliseret angst børn

Dit barn bekymrer sig så meget, at det går ud over hans eller hendes trivsel. Bekymringerne kan fylde store dele af dit barns hverdag og kan handle om alt lige fra terror, klima, at fejle noget, at der kan ske en ulykke, at mor eller far kan blive syge, m.m.
Billede af barn med generaliseret angst

Tegn på generaliseret angst hos børn og hvordan angsten kan behandles

For børn med generaliseret angst vil bekymringsrækken ofte være rigtig svær at stoppe. Nogle børn beskriver det som at blive trukket ned i en flod af bekymringer, som bare trækker af sted med dem. De føler at bekymringerne er ukontrollerbare og vil derfor ofte prøve at kontrollere omgivelserne omkring dem i stedet for. For på den måde at prøve at forhindre deres bekymringer i at ske eller for at kunne prøve at forudsige, hvad der sker. 

Mange børn med generaliseret angst vil også opleve kropslige symptomer som fx muskelsmerter, anspændthed, kvalme, koncentrationsbesvær og træthed. Børn med generaliseret angst kan også have rigtig svært ved at falde i søvn om aftenen, fordi de bliver overvældet af deres bekymringstanker.

Tegn på generaliseret angst hos børn:

Hvis du kan nikke genkendende til ovenstående beskrivelse i forhold til dit barn, så kan det måske være at han eller hun døjer med generaliseret angst. Vi har her samlet de typiske tegn, så du kan få et overblik. 

Vores barn…

  • Bekymrer sig om rigtig mange forskellige ting (krig, sit eget og mit helbred, klima, om at lave fejl, om nye ting, m.m.)
  • Søger beroligelse hos mig og vil have mig til at forsikre om, at det frygtede ikke kommer til at ske 
  • Forsøger at kontrollere, hvad der kan ske ved at holde øje og gennemtænke forskellige scenarier igen og igen
  • Har svært ved at sove og søger beroligelse hos mig om aftenen ved sengetid, hvor jeg skal bruge meget tid på at tale med ham/hende om bekymringerne
  • Har svært ved at koncentrere sig i skolen, fordi bekymringerne fylder alt for meget
  • Går og er fysisk anspændt, har kvalme, ondt i maven, er træt og ukoncentreret fx i skolen.

Forskellen på generaliseret angst og andre angstformer er, at der ved generaliseret angst er tale om bekymringer for en masse forskellige ting i barnets liv. Ved separationsangst er det fx udelukkende tanker om adskillelser, der trigger angst. Ved generaliseret angst rammes børn mere af generelle bekymringer om mange ting. Dit barn kan derfor være meget plaget af bekymringer både derhjemme, i skolen, med venner, til fritidsaktiviteter eller i andre sammenhænge i hans eller hendes liv. Dit barn kan derfor være meget hæmmet i sin tilværelse og føle sig meget begrænset. Det kan præge udvikling og komme til udtryk i forskellige angst symptomer.

Hvis dit barn derimod er bange for en mere afgrænset ting, fx hunde eller vaccinationer, så vil der være tale om en fobi. Hvis dit barn er bange for alle mulige sociale situationer, så er det social angst. Er temaet smitte, forgiftning, bakterier eller den slags, så vil det i højere grad være OCD. De andre angstlidelser kan du også læse om på vores hjemmeside. 

Læs mere om: Generaliseret angst hos voksne

Behandling af generaliseret angst hos børn

Der er heldigvis god hjælp at hente til behandling af angstlidelser hos børn. Så fortvivl ikke selvom dit barn har det svært pt. Det tager selvfølgelig lidt tid at lære nye strategier og erstatte dem med de gamle, men vi hjælper og støtter jeres barn hele vejen igennem. Og vi inddrager også jer i behandlingen.

I forhold til den bedste hjælp til generaliseret angst så er der to veje, som man kan gå i terapien. Og den ene vej er ikke bedre end den anden. Det kommer både an på barnet, barnets alder og på psykologens skoling - man vil kunne nå i mål med både kognitiv adfærdsterapi og metakognitiv terapi. 

Kognitiv adfærdsterapi og metakognitiv terapi er to velegnede metoder til at behandle generaliseret angst hos børn. Ved hver henvendelse hos Lind & Karmark vil vi vurdere, hvilken behandling, der giver bedst mening for dit barn. Hos os vil dit barn få konkrete redskaber til at arbejde med sine bekymringer, og vi vil også have fokus på at afhjælpe angstadfærd. 

Vores søn på 12 år har haft et forløb hos Lind og Karmark gennem ca et år grundet angst og bekymringer. Vi og han er blevet mødt med empati, professionalisme og varme og forløbet har hjulpet ham og os til at forstå ham bedre og hjælpe ham i den rigtige retning. Vores søn har været tryg og glad for psykologen og følt sig set og forstået. Tak for det.
Mor til dreng med angst

FAQ om generaliseret angst og børn
 

Hvordan hjælper jeg bedst mit barn med angst?

Der er flere måder du kan hjælpe dit barn med angst på. Først og fremmest kan det være en god ide at opsøge professionel hjælp, så i som familie kan få viden, hjælp og støtte til angsten. 
Herudover er det vigtigt at du er støttende og skaber et miljø for dit barn, hvor det føler sig forstået og accepteret. Forsøg at anerkende dit barns følelser, hjælp barnet med at genkende angsten og udsæt dem gradvist for de situationer, som der fremkalder angst. 

Hvad er symptomerne på generaliseret angst?

Generaliseret angst er kendetegnet ved at den ikke er begrænset til en særlig situation eller problematik, men at man vedvarende bekymrer sig, om en masse forskellige ting. Ofte handler bekymringerne om, at der vil ske en selv eller ens nærmeste katastrofer, ulykker og død. På grund af de ubehagelige bekymringer kan barnet/den unge udvikle tjekkeadfærd (f.eks. hele tiden at skulle vide hvor forældre eller søskende befinder sig) og undgåelsesadfærd (hvor barnet/den unge undgår særlige situationer eller sørger for, at familien undgår særlige situationer, grundet frygt for at noget farligt eller dårligt skal ske). 

Hvilken aldersgruppe har mest angst?

Angst er en meget udbredt lidelse og den kan optræde lige fra barndommen, i ungdoms- og voksenlivet samt i alderdommen. Forekomsten af angst hos børn og unge er hyppig og undersøgelser viser, at cirka 15-20% af alle unge, har haft en angstlidelse inden de fylder 18 år. Hos unge mellem 12 og 18 år er angst hyppigere set end hos yngre børn. 

Hvad er symptomer på angst hos børn?

De fleste børn vil opleve angst. Det er en naturlig følelse, der hjælper barnet med at søge beskyttelse hos sine omsorgspersoner. Hvis angsten er overdreven og bliver ved i lang tid, er der tale om en angstlidelse. Symptomerne på en angstlidelse er, at børn/unge vil bekymre sig om og for de situationer der fremkalder angst. De vil føle uro, ængstelse og anspændthed og typisk vil der opstå tjekkeadfærd og undgåelsesadfærd. Fysiske symptomer så som hovedpine, ondt i maven, hjertebanken, svimmelhed og åndenød kan optræde inden og under den angstfyldte situation. 

Flere terapi tilbud

Vægt
3