Dit barn kæmper med generaliseret angst
Generaliseret angst og børn
For børn med generaliseret angst vil bekymringsrækken ofte være rigtig svær at stoppe. Nogle børn beskriver det som at blive trukket ned i en flod af bekymringer, som bare trækker af sted med dem. De føler at bekymringerne er ukontrollerbare og vil derfor ofte prøve at kontrollere omgivelserne omkring dem i stedet for. For på den måde at prøve at forhindre deres bekymringer i at ske eller for at kunne prøve at forudsige, hvad der sker.
Mange børn med generaliseret angst vil også opleve kropslige symptomer som fx muskelsmerter, anspændthed, kvalme, koncentrationsbesvær og træthed. Børn med generaliseret angst kan også have rigtig svært ved at falde i søvn om aftenen, fordi de bliver overvældet af deres bekymringstanker.
Tegn på generaliseret angst hos børn:
Hvis du kan nikke genkendende til ovenstående beskrivelse i forhold til dit barn, så kan det måske være at han eller hun døjer med generaliseret angst. Vi har her samlet de typiske tegn, så du kan få et overblik.
Vores barn…
· Bekymrer sig om rigtig mange forskellige ting (krig, sit eget og mit helbred, klima, om at lave fejl, om nye ting, m.m.)
· Søger beroligelse hos mig og vil have mig til at forsikre om, at det frygtede ikke kommer til at ske
· Forsøger at kontrollere, hvad der kan ske ved at holde øje og gennemtænke forskellige scenarier igen og igen
· Har svært ved at sove og søger beroligelse hos mig om aftenen ved sengetid, hvor jeg skal bruge meget tid på at tale med ham/hende om bekymringerne
· Har svært ved at koncentrere sig i skolen, fordi bekymringerne fylder alt for meget
· Går og er fysisk anspændt, har kvalme, ondt i maven, er træt og ukoncentreret fx i skolen.
Forskellen på generaliseret angst og andre angstformer er, at der ved generaliseret angst er tale om bekymringer for en masse forskellige ting i barnets liv. Dit barn kan derfor være meget plaget af bekymringer både derhjemme, i skolen, med venner, til fritidsaktiviteter eller i andre sammenhænge i hans eller hendes liv. Dit barn kan derfor være meget hæmmet i sin tilværelse og føle sig meget begrænset.
Hvis dit barn derimod er bange for en mere afgrænset ting, fx hunde eller vaccinationer, så vil der være tale om en fobi. Hvis dit barn er bange for alle mulige sociale situationer, så er det social angst. Er temaet smitte, forgiftning, bakterier eller den slags, så vil det i højere grad være OCD. De andre angstlidelser kan du også læse om på vores hjemmeside.
Behandling af generaliseret angst hos børn
Der er heldigvis god hjælp at hente til behandling af angstlidelser hos børn. Så fortvivl ikke selvom dit barn har det svært pt. Det tager selvfølgelig lidt tid at lære nye strategier og erstatte dem med de gamle, men vi hjælper og støtter jeres barn hele vejen igennem. Og vi inddrager også jer i behandlingen.
I forhold til den bedste hjælp til generaliseret angst så er der to veje, som man kan gå i terapien. Og den ene vej er ikke bedre end den anden. Det kommer både an på barnet, barnets alder og på psykologens skoling - man vil kunne nå i mål med både kognitiv adfærdsterapi og metakognitiv terapi.
Kognitiv adfærdsterapi og metakognitiv terapi er to velegnede metoder til at behandle generaliseret angst hos børn. Ved hver henvendelse hos Lind & Karmark vil vi vurdere, hvilken behandling, der giver bedst mening for dit barn. Hos os vil dit barn få konkrete redskaber til at arbejde med sine bekymringer, og vi vil også have fokus på at afhjælpe angstadfærd.
Hvis dit barns bekymringer går på afgrænsede emner, kan det være brugbart at vælge den kognitive adfærdsterapeutiske metode. Her vil vi sammen med dit barn undersøge indholdet af bekymringer og gå på detektivarbejde i tankernes gyldighed.
Vi vil samtidig - gennem det vi kalder for eksponering - prøve de ting af, som dit barn er bekymret for. Det gør vi for at dit barn får en oplevelse af, at det frygtede slet ikke sker, og at de godt kan håndtere det. Eksponeringen vil ske gradvist og med små skridt tilpasset dit barns angstniveau. I eksponeringsarbejdet har vi også fokus på belønning, og det skal vi nok også inddrage jer forældre i.
Har dit barn en masse bekymringer om rigtig mange emner, kan det være meget omfattende at skulle gå på detektivarbejde i alle tankernes gyldighed. Derfor vil vi hos børn med mange forskellige bekymringer lægge vægt på redskaber inden for den metakognitive terapi. Her fokuserer vi på, hvordan dit barn håndterer og forholder sig til sine bekymringer - og vi lærer ham eller hende ikke at gå så meget ind i indholdet af bekymringerne.
Helt konkret vil dit barn lære at ”spotte” tanker, der sætter gang i bekymringsrækkerne og lære at reagere på dem på en mere hensigtsmæssig måde. Det vil både kræve arbejde med barnets opmærksomhed og med barnets tanker om sine bekymringer. De øvelser vi laver bliver tilpasset dit barns alder, og vi gør det så konkret så muligt med gode billeder eller metaforer til at forklare metoden.
Under behandlingen er vi opmærksomme på at inddrage jer forældre, så I også lærer redskaberne og kan hjælpe jeres børn derhjemme i hverdagen. Samtidig går vi meget op i at motivere børnene gennem støtte, ros og inddragelse af belønning.
Hvis I har nogle spørgsmål til behandlingen er I altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtende snak. Så vil en af vores dygtige børnepsykologer ringe jer op eller skrive retur til jer.
Flere terapi tilbud
Hos Lind & Karmark tilbyder vi terapi både individuelt, i gruppe eller online. Klik på boksene til højre, hvis du vil læse mere.
Er du forældre på udkig efter kvalificeret psykologhjælp til dit barn, så klik på boksen med "Terapi til Børn".
Vi ser frem til at hjælpe!